Virum5 er sikkert endnu en sæson i serie1

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Serieholdene 2023/2024

Skrevet af Christian Streit

 

Pre-Season forventninger til Virums fire Seriehold

Virum 4 er Serie1-holdet med målsætning om oprykning til Østserien.

Virum 5, som sidste år rykkede op fra Serie2 til Serie1, vil få det meget svært at holde sig i Serie1.

Virum 6, som sidste år rykkede op fra Serie3 til Serie2, formodes at klare sig rigtigt godt i Serie2.

Virum 7, som er et helt nyt hold, regnes med at kunne klare sig fremragende i Serie4.

 

Kampuge: 17 ud af 18:

 

Virum 4: Serie 1: Holdkaptajn Jes Arder

Jes Virum4 hold havde fejret hele ugen efter oprykningen blev en realitet sidste uge. I denne uge skulle man så til Kildeskoven i mandags og møde holdet som ligger på 2.pladsen og stadig – i modsætning til Virum4 – har masser at spille for over de sidste 2 kampe i denne sæson. Jes valgte at stille op sammen med Niels Ramberg, Oscar Alsted og debutant Emil Russell.

Doublerne blev begge tabt for Virum for første gang i denne sæson. Både Emil/Oscar (i 4 sæt) og den mere rutinerede duo Niels/Jes (i 5 sæt). Bagud 0:2 gik man så ind i singlerne.

I første runde af singlerne kunne Emil i sin første kamp i denne sæson hente en vigtig 5-sæt sejr i land for at reducere Kildeskovens føring til 1:2. Desværre tabte Niels sin 5-sæt match efterfølgende, så Kildeskoven igen kunne komme foran med 2 – nu 1:3. Oscar og Jes kom rigtigt dårligt fra start med 3-sæt nederlag til begge. Dermed var stillingen pludselig 1:5 – og Virum4s ubesejrede sæson var i fare.

I anden runde af singlerne blev Niels besejret i en 4-sæt match – og dermed var stillingen nu 1:6 – og nu skulle et massivt comeback sættes igang. Og Emil kunne også vinde sin 2.single på denne aften (denne gang i 4 sæt). Og da kaptajn Jes og Oscar begge fulgte op med deres 4-sæt sejre, så stod det kun 4:6 med kun 4 singler tilbage, og der var igen kommet lidt optimisme op blandt tilskuerne.

I den sidste runde af singlerne kunne Niels vinde sin match i 5 sæt for en yderligere reducering – nu 5:6. Desværre måtte kaptajn Jes sande et 4-sæt nederlag nærmest samtidigt. Det betød stillingen var 5:7 med kun de 2 youngsters tilbage. Oscar tabte desværre sin match i 3 sæt, og Emil kunne ikke færdiggøre sin indtil videre perfekte aften i forhold til singlerne, og tabte sin match i 5 sæt. Dermed var slutresultatet et 5:9 nederlag, hvilket dog ikke ændrer noget ved den allerede sikre oprykning.

Emil havde vundet 2 singler, Jes, Oscar og Niels hver 1 single. Næste og sidste kamp i denne sæson er på onsdag i Frederiksberg. Derefter venter så kredskampene på Jes Virum4 hold som spilles lige efter sæsonens afslutning.

Virum 5: Serie 1: Holdkaptajn Christian Streit

Efter Christians Serie1 hold sidste uge kunne sikre sig de sidste point som var nødvendige for at undgå nedrykning, kunne der nu i denne uge spilles helt uden nerver mod et stærkt top3 hold fra Herlev i onsdags i Salen. Kaptajn Streit valgte at stille op sammen med Virgil Baran, Gunni Rode og reserve youngster Mathias Steen Kirchhecher. Herlev stillede op med 3 spillere som alle havde højere rating (2000+) end nogle af Virumspillerne samt en reserve på omkring 1750.

Begge doubler stod 2:2 efter 4 sæt, så hvilket hold skulle komme bedst fra start blev afgjort i 2 meget tætte 5.sæt. Og Virumdoublerne havde styr på nerverne, da det lykkedes for begge doubler at hente sejre i land – både for Virgil/Mathias og for Gunni/Streit. Meget overraskende førte så Virum med 2:0 i en udsolgt Virum Arena.

Mathias skulle med det samme ud mod deres højst-ratede spiller, og med flot spil kunne Mathias sikre sig en fortjent 3-sæt sejr. Det betød Virum pludselig var kommet foran med 3:0. Captain Streit skulle så spille mod en anden 2000+-ratet spiller, og kaptajnen kunne med en 4-sæt sejr styre skibet til en 4:0 føring. Gunni spillede så mod deres reserve og måtte desværre sande et 3-sæt nederlag. Virgil skulle efterfølgende op mod den sidste af de 2000+ spillere og spillede en 5-sæt gyser som desværre efter 9:9 i 5.sæt blev tabt med 9:11. Dermed var Virumføringen skrumpet ind til 4:2.

Nu skulle Mathias og Christian igen ud mod de 2 højst-ratede Herlev spillere, og begge Virumspillere spillede lige op med modstanderne hvilket 5-sæt matcherne var bevis på. Og begge Virumspillere formåede endnu engang at hente uventede sejre til Virum. Dermed havde Virum en 6:2 føring. Gunni tabte så i 3 sæt mod een af deres stærke spillere og Virgil vandt mod deres reserve i 4 sæt. Dermed var stillingen 7:3 med kun 4 singler tilbage.

Mathias skulle så spille mod den sidste stærke spiller fra Herlev og her blev det så til et nederlag til Mathias i 4 sæt. Gunni tabte desværre også sin sidste single i bare 3 sæt. Og Virgil tabte sin single mod deres stærkeste spiller (som både Mathias og Captain Streit tidligere havde vundet imod) i 4 sæt. Dermed var føringen pludselig nede på 7:6. Heldigvis skulle kaptajn Streit spille sin sidste kamp mod reserven, og det blev til en klar 3-sæt sejr og dermed en uventet holdsejr på 8:6.

Det betød at – efter begge doubler blev vundet – kunne kaptajn Streit sikre sig en perfekt aften med også 3 single sejre; Mathias vandt 2 stærke sejre mod langt højere ratede spillere end ham selv, Virgil vandt 1 single og Gunni måtte desværre forlade aftenen uden nogle single sejre.

Nu er det sikkert at Virum5 ender sæsonen enten på en 5.plads eller en 4.plads. 4.pladsen kræver dog at Ballerup i sidste runde taber i Frederiksværk og Virum samtidigt vinder over Hillerød på kommende onsdag i en allerede nu udsolgt Virum Arena.

Virum 6: Serie 2: Holdkaptajn Inga Merkyte

Det eneste af de 4 Virumhold som stadig har masser at spille for er Virum6 med holdkaptajn Inga. Her er der stadig mulighed for at nå en 2.plads som vil give adgang til kvalifikationskampe samt kredskampe eller endda en 1.plads som vil medføre direkte oprykning samt kredskampe. Der er også stadig den mulighed at både kvalifikationskampe, oprykning og kredskampe knap ville kunne blive misset. I torsdags skulle Ingas hold så en tur til B77 – her stillede Inga med følgende hold: Henrik Guldahl, Anders Stahl Eriksen, Filip Cwiklinski og ungdomsspiller Felix Stahl Eriksen.

Felix/Anders familiedoublen kom godt fra start og bragte Virum foran med 1:0 via en 4-sæt sejr. Henrik/Filip var ude i en vild 5-sæt match som desværre gik tabt i sidste ende. Dette betød at stillingen var 1:1 før singlerne startede.

Henrik fik heller ikke den bedste start i singlerne hvor det blev til et 4-sæt nederlag. Heldigvis fik Felix vundet sin kamp i 3 sæt for at bringe stillingen tilbage til 2:2. Virum kom foran 4:2 efter første runde af singlerne, da Filip vandt sin match i 5 sæt og Anders i bare 4 sæt.

4:2 føringen holdt dog ikke længe, da både Felix (i 3 sæt) og Henrik (i 5 sæt) tabte deres singler i anden runde. Dermed var stillingen 4:4. Men Filip og Anders fortsatte deres gode spil og kunne med dette genetablere den 2-point føring med 4-sæt serje til begge. Dermed gik det med stillingen på 6:4 i Virums favør ind i de sidste 4 kampe.

Anders tabte sin match i en 5-sæt gyser. Dermed havde B77 reduceret Virums forspring til bare 1 point med 6:5. Felix vandt sin sidste match i 4 sæt for en 7:5 føring. Da Filip så vandt sin sidste single i 3 sæt var holdkampen vundet. Så gjorde det ikke noget at Henrik overraskende også tabte sin sidste single (denne gang i kun 3 sæt).

Slutresultatet var dermed en 8:6 Virumsejr, og nu ser det rigtigt godt ud i forhold til minimum at ende på en 2.plads som giver adgang til kvailifikationsturnering til Serie1.

Filip havde dermed vundet alle sine 3 singler på denne aften, Felix og Anders tilføjede begge 2 sejre hver, og Henrik blev helt uden sejr på denne aften.

Næste kamp er så på mandag i København.

Virum 7: Serie 4: Holdkaptajn Peter Zimmermann

For Peters Virum7 gælder det samme som for Jes Virum4 – oprykningen og plads 1 blev allerede sikret i sidste uge, så der er ikke meget at spille for i disse 2 sidste holdkampe. I onsdags var så hjemmebanekampen mod Hillerød12 på programmet og her stillede Virum7 op med Tue D-H, Kim W og Klaus Y.

Denne gang var det Kim/Tue doublen som skulle forsøge sig – og det fungerede fint denne gang. Det blev til en 4-sæt sejr for en 1:0 føring.

I første runde af singlerne vandt alle 3 Virumspillere deres kampe i bare 3 sæt – hvilket medførte en 4:0 føring.

I anden runde af singlerne blev holdkampen så afgjort med endnu 3 sejre. Her var det kun Klaus som tabte 1 sæt.

Og i sidste runde blev det også til 3 Virumsejre – denne gang var det Tue som tabte det ene sæt. Det betød endnu en 10:0 sejr for Virum7 (med en sætscore på 30:3), hvor holdet nu glæder sig til nogle kredskampe, hvor der forventes lidt mere modstand – og så senest næste sæson i Serie3.

Næste og sidste kamp for Virum7 i den regulære sæson er blevet rykket til kommende mandag på udebane mod Hillerød9.