Er 60+ bordtennis i Virum noget for dig?

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Er du over 60 år? Vil du gerne styrke både krop og sind? Så er bordtennis måske lige noget for dig. Virum-Sorgenfri Bordtennisklub tilbyder bordtennis til alle seniorer, uanset niveau og tidligere erfaringer med idrætten.

Bordtennis sætter ikke bare konditionen på prøve, men påvirker og styrker også mange steder i hjernen, så der er masser af fordele ved at spille bordtennis.

Du træner reaktionsevne og balance samt styrker musklerne. Bordtennis er derfor en velegnet mulighed for at få motioneret både fysikken og det mentale, når man har passeret de 60 år, og kroppen måske ikke længere kan holde til de mere fysisk betonede idrætter.

Alle kan således være med på tværs af form og ambitioner, da spillet kan varieres i tempo og intensitet. Der er også plads til hyggeligt samvær før, under og efter træningen med bold og bat, og der vil blive taget godt imod nye spillere, så du får lyst til at blive hængende og komme igen.

Bordtennis er en fantastisk idræt, også hvis man har lidt skavanker eller skader fra gamle dage. Der er ingen kropskontakt eller stor fysisk belastning. Det betyder dog ikke, at man ikke kan få masser af sved på panden.

Vil du prøve at spille bordtennis og være en del af 60+ holdet i Virum-Sorgenfri Bordtennisklub, så mød op i Virumhallen (kælder), Geels Plads 40, 2830 Virum, hvor der spilles hver mandag, tirsdag og torsdag kl. 9-11. Klubben stiller borde, bat og bolde til rådighed, så man skal blot dukke op og medbringe godt humør og indendørs træningssko. De første gange er det gratis at deltage, og derefter tilbyder klubben et billigt medlemskab.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Niels Nondal på tlf. 2723 6492 eller på e-mail nondal@email.dk, hvor det er muligt at få yderligere oplysninger.

Træningstider 2023/2024:

Mandag 9.00-11.00 (Med træner Virgil Baran)

Tirsdag 9.00-11.00

Torsdag 9-00-11.00