Serierunde 12 ud af 18 – bl.a. med vigtig sejr til Virum5

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Serieholdene 2023/2024

Skrevet af Christian Streit

 

Virum 4 er Serie1-holdet med målsætning om oprykning til Østserien.

Virum 5, som sidste år rykkede op fra Serie2 til Serie1, vil få det meget svært at holde sig i Serie1.

Virum 6, som sidste år rykkede op fra Serie3 til Serie2, formodes at klare sig rigtigt godt i Serie2.

Virum 7, som er et helt nyt hold, regnes med at kunne klare sig fremragende i Serie4.

 

Kampuge: 12 ud af 18:

 

Virum 4: Serie 1: Holdkaptajn Jes Arder

Jes Serie1 hold skulle fortsætte deres rejse mod Østserien i onsdags hjemme mod Herlev. Holdkaptajn Jes havde valgt at stille op sammen med Karsten Flemin, Frederik Vater Sørensen og youngster Oscar Alsted.

Doublerne blev lige fordelt, da Jes/Frederik doublen sikkert vandt i 3 sæt – samtidig måtte Karsten/Oscar desværre sande et 5-sæt nederlag. Dermed gik det videre med singlerne og en stilling på 1:1.

I første runde af singlerne blev det så til den Virumdominans vi snart er vant til. Alle 4 Virumspillere vandt deres singler (Frederik og Karsten i 3 sæt, og Jes og Oscar i 4 sæt). Dermed havde Virum sikret sig en 5:1 føring.

I anden runde af singlerne blev sømmet så for alvor hamret fast i ligkisten ved endnu 4 Virumsejre. Denne gang Karsten og Oscar i 3 sæt, Jes brugte 4 sæt, og Frederik endda hele 5 sæt. Dermed var sejren sikret med 9:1 og 4 singler tilbage.

Ikke overraskende blev det så endnu engang til 4 sejre i sidste runde – Frederik brugte denne gang kun 3 sæt – hvorimod de andre 3 alle vandt deres singler i 4 sæt. Dermed var slutresultatet 13:1, hvilket var dårligere end sidste gang, da Virum4 mødte Herlev, hvor det blev til 14:0. Bedre held næste gang 😊 😊 😊

Næste kamp er på udebane mod Helsingør på kommende onsdag. Som det kan ses I nedenstående stilling er der ingen tvivl tilbage at Virum4 vinder deres pulje og dermed rykker op i Østserien !

Virum 5: Serie 1: Holdkaptajn Christian Streit

Kaptajn Streit skulle i onsdags med “Werderbilen” en tur til Furesø og møde en direkte modstander i kampen om at undgå nedrykning. I denne holdkamp valgte kaptajn Streit præcis det samme hold som lidt overraskende besejrede Ballerup i sidste uge. Dog måtte Christian Streit lige foretage en lille ændring, da Gunni blev nødt til at melde fra. Dette gav dermed en mulighed for at indsætte en af vores mange dygtige youngsters. Dermed valgte kaptajnen at stille op sammen med Henrik Koch, Virgil Baran og youngster Mathias Steen Kirchhecher (årgang 2009), som blev indsat som reserve for en skadet Gunni Rode.

Doublerne blev også for Virum5 lige fordelt. Kaptajn Streit og debutant Mathias formåede at vinde deres første double nogensinde. Samtidigt var Virgil/Henrik K ude i en dramatisk 5-sæt match, hvor marginalerne i sidste ende desværre ikke var på Virums side. Dermed var stillingen som forventet 1:1 efter doublerne.

Henrik og kaptajn Streit kom flyvende ud af starthullerne og vandt deres første singler i 3 sæt. Virgil havde derimod en svær start på aftenen – efter double nederlaget blev det også til et nederlag i sin første single, som blev tabt i 5 sæt. Youngster Mathias skulle op mod deres stærkeste spiller, og Mathias beviste overfor sig selv og alle andre, at han sagtens kan være med på Serie1 niveau ved at vinde denne kamp i 4 sæt mod en spiller som havde omkring 400 ratingpoint mere end Mathias. Dermed havde Virum sikret sig en 4:2 føring efter den første runde af singlerne. Og Mathias gav også et ordentligt momentum push til hele holdet via denne overraskende sejr.

I anden runde af singlerne blev det til 3 sejre igen – denne gang med Virgil (3 sæt) og Mathias samt kaptajn Streit (4 sæt). Henrik Koch var ude mod deres stærkeste spiller og måtte desværre for første gang på Virum5 hold indkassere et nederlag – som dog var meget tæt og i 5 sæt. Dermed var stillingen 7:3 før de sidste 4 singler og kaptajn Streit havde ved tanken om udfaldet et stort smil på læben.

I sidste runde af singlerne blev holdsejren også sikret, da kaptajn Streit sikrede sig en 3-sæt sejr, Henrik en 4-sæt sejr og Virgil en 5-sæt sejr. Det blev kun til et nederlag for Mathias i denne runde i 4 sæt. Godt trods alt at se at Mathias stadig har mulighed for at lære hvordan man præcis også takler spillere med lidt anderledes spillestil end de ungdomsspillere han normalt er oppe imod.

Slutresultatet var dermed en 10:4 sejr som ifølge kaptajn Streit nu skulle være nok for at forblive i Serie1. (I teorien er det dog ikke sikret endnu men så skal der ske langt mere underligt end for eksempel en Werder Bremen sejr mod Bayern München 😊)

Kaptajn Streit havde dermed vundet alle sine 3 singler, og Mathias, Virgil og Henrik bidrog med hver 2 single sejre.

Næste kamp er på kommende onsdag hjemme mod Helsingør.

Virum 6: Serie 2: Holdkaptajn Inga Merkyte

Kaptajn Inga ønskede i onsdags hjemme mod Stefan at vende tilbage til sejrene (efter 2 lidt skuffende resultater i 2024). Men skadesituationen lysner langsomt en smule op og der er håb forude for at Virum6 snart kan spille med deres stærkeste opstilling igen. I denne uge blev det også til et stærkt hold med Filip Cwiklinski, Henrik Guldahl, Tamim Mahmoud og youngster Felix Stahl Eriksen.

Doublerne blev, som for Serie1 holdene i denne uge, også lige fordelt i denne Serie2 kamp. Filip/Tamim måtte desværre acceptere et 3-sæt nederlag – men så var det godt at Henrik/Felix kunne vinde deres double i bare 3 sæt. Stillingen var dermed 1:1.

I første runde af singlerne blev det kun til 1 ud af 4 sejre – sejren lykkedes for Henrik i 3 sæt. Felix og Filip tabte i 4 sæt, og Tamim i 5 sæt. Dermed var Virum kommet bagud med 2:4.

Virum formåede dog at lave et stærkt comeback i denne anden runde af singlerne. Det blev simpelthen til et clean sweep, hvor alle 4 Virumspillere kunne vinde deres singler (Filip og Felix i 3 sæt, Tamim i 4 sæt og Henrik måtte ud i en spændende 5-sæt match). Dermed var stillingen vendt på hovedet og nu førte Virum med 6:4 med kun 4 singler tilbage. Også her så det nu godt ud for Virum.

Filip, Felix og Henrik vandt alle deres sidste singler i 3 sæt – dermed var sejren sikret og stillingen var 9:4. Så gjorde det ikke så meget at Tamim måtte acceptere et 4-sæt nederlag i aftenens sidste match. Slutresultatet var dermed 9:5 – en vigtig sejr for Virum6, som dermed bevarer chancerne for oprykning.

Henrik vandt alle sine 3 singler, Filip og Felix vandt begge 2 singler og Tamim 1 single.

Næste kamp er først 21. februar mod Glostrup på vores hjemmebane.

Virum 7: Serie 4: Holdkaptajn Peter Zimmermann

Peters Serie4 hold skulle en tur til Slangerup i tirsdags for at fortsætte deres rejse direkte mod Serie3 næste sæson. Peters hold var kæmpe favorit og Peter havde valgt at stille op sammen med Kim W og Klaus Y.

Peter valgte at stille op i doublen sammen med Klaus og det var et godt valg, da Virum 4 sæt senere var kommet foran med 1:0 på udebane.

I første runde af singlerne kunne Peter og Klaus sikre sig overbevisende 3-sæt sejre for at udbygge føringen til 3:0. Kim, derimod, var ude i en 5-sæt match som overraskende gik tabt. Men med føringen på 3:1 efter første runde var der overhovedet ingen grund til at blive bekymret.

I anden runde blev holdkampen allerede afgjort da alle 3 Virumspillere hentede sejre i land. Kim og Klaus med sikre 3-sæt sejre, og Peter vandt en 5-sæt gyser mod spilleren som havde vundet over Kim i første runde. Holdkampen var dermed afgjort allerede, da føringen nu var på 6:1 med kun 3 singler tilbage.

I den sidste runde af singlerne blev det endnu engang til 3 Virumsejre. Peter og Kim i 3 sæt, og nu skulle Klaus spille mod deres stærkeste spiller, og her kunne Klaus vinde kampen i 4 sæt. Slutresultatet var dermed 9:1.

Peter og Klaus havde dermed perfekte aftener med 3 ud af 3 single sejre samt deres double victory. Kim måtte nøjes med 2 ud af 3 sejre i singlerne.

Virum7 udstråler en styrkedominans som kræver stor fantasi til at kunne forestille sig sæsonen ikke ender med 1.pladsen og oprykning til Serie3.

Næste kamp er på kommende onsdag hjemme mod Allerød.