Kampuge 3 for serieholdene

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Serieholdene 2023/2024

Skrevet af Christian Streit

Virum 4 er Serie1-holdet med målsætning om oprykining til Østserien.

Virum 5, som sidste år rykkede op fra Serie2 til Serie1, vil få det meget svært at holde sig i Serie1.

Virum 6, som sidste år rykkede op fra Serie3 til Serie2, formodes at klare sig rigtigt godt i Serie2.

Virum 7, som er et helt nyt hold, regnes med at kunne klare sig fremragende i Serie4.

 

Kampuge: 3 ud af 18:

 

Virum 4: Serie 1: Holdkaptajn Jes Arder

Efter 2 sejre i de første 2 kampe, valgte Jes følgende opstilling til udebanekampen i tirsdags mod Herlev som indtil videre havde sikret sig 1 sejr ud af 2 kampe: Jes Arder, Henrik Koch, Jesper Christensen og Frederik Vater Sørensen.

Allerede helt fra start i doublerne kunne man erkende en styrkeforskel i Virums favør, hvilket betød at både Jes/Henrik og Jesper/Frederik double konstellationerne kunne sikre sig sejre for at give Virum en 2:0 føring.

I første runde af singlerne fortsatte Virum med flot spil og alle 4 Virumspillere kunne hente sejre i land. Dermed var føringen udbygget til 6:0.

I anden runde af singlerne kunne holdsejren så sikres hurtigt med endnu 4 single sejre. Dermed var kampen reelt set afgjort med en 10:0 føring.

I sidste runde af singlerne spillede man så primært for egne statistikker og rating point, og det ændrede ikke så meget på kampene, da Virum også her kunne sikre sig 4 sejre, hvilket betød et slutresultat på 14:0 på udebane i Herlev.

Senest nu, er Virum 4 en topkandidat og favorit til oprykningen. Koncentrationen skal dog holdes højt, især med næste hjemmebanekamp mod et stærkt Helsingør hold på onsdag i næste uge. Helsingør ligner en af de største konkurrenter for Virum 4 i kampen om oprykning.

Virum 5: Serie 1: Holdkaptajn Christian Streit

Efter 2 nederlag i de første 2 kampe i denne sæson, var kampen om at undgå nedrykningen for alvor allerede startet – senest nu. Med Furesø kom et af de få hold på besøg i onsdags som ikke ligger langt over Virum 5 i ratinggennemsnit. Dermed var der allerede en god portion pres på Virum 5. Holdkaptajn Christian havde valgt Virgil Baran, Gunni Rode og Morten B. Jensen til denne vigtige opgave.

Doublerne blev fordelt lige mellem holdene, da Virgil/Morten tabte i 3 sæt, hvorimod Christian S / Gunni kunne sikre sig en tæt 5-sæt sejr. Dermed gik det med en 1:1 stilling ind til singlerne.

I første runde kunne Virum virkelig finde kampformen frem og det betød at Morten startede med en 4-sæt sejr. Virgil fulgte flot op på dette med en 3-sæt sejr. Gunni kunne også sikre sig en 3-sæt sejr, hvilket betød at presset nu lå på kaptajn Streit for at færdiggøre denne sweep af runde 1 af singlerne. Og Christian var ude i en vild 5-sæt match mod deres højst-ratede spiller. Heldigvis kunne Christian vinde 5.sæt, hvilket betød en 5:1 Virum føring efter første runde af singlerne.

Som man kunne forvente, kom Furesø dog stærkt tilbage i runde 2. Her tabte både Gunni og Morten i 3 sæt, og øjeblikket hvor Virgil tabte sin match i 5 sæt, var stillingen pludselig 5:4 – og presset var endnu engang på kaptajn Streit. Bagud 0:2 i sæt, kunne kaptajnen med mere kæmpervilje end måske flot spil, vende denne meget afgørende kamp for at sikre en 6:4 føring i modsætning til at gå ind i sidste runde med 5:5.

Med kun 4 singler tilbage og en 6:4 føring, var det klart nu at der kunne og (skulle) nu hentes de første Serie1 point nogensinde for dette Virumhold.

Morten tabte desværre hurtigt i 3 sæt, hvilket betød stillingen nu var 6:5. Gunni tabte sin sidste single. Dermed var stillingen lige med 6:6 med Virgil og Christian tilbage. Christian kunne færdiggøre sin perfekte aften med lutter sejre via en 4-sæt sejr, hvilket betød stillingen var 7:6 med kun Virgil tilbage. Virgil kom bagud 1:2 i sæt men formåede at kæmpe sig tilbage til 2:2 i sæt. I sidste og 5.sæt skulle hele holdkampen afgøres: Virgil havde 2 matchbolde ved 10:8 men formåede ikke at lukke kampen. Dermed stod det 10:10 i det alt-afgørende 5.sæt. Heldigvis vandt Virgil de næste 2 dueller, hvilket betød en 8:6 Virumsejr over Furesø og de første 2 point på kontoen !

Christian S havde vundet alle sine 3 singler plus doublen. Virgil tilføjede 2 single sejre, Gunni 1 single sejr samt double sejren, og Morten 1 single sejr.

Næste kamp er så på onsdag på udebane i Helsingør.

Virum 6: Serie 2: Holdkaptajn Inga Merkyte

Holdkaptajn Inga havde til kampen mod topfavoritterne til oprykning valgt at stille op sammen med følgende spillere på udebane mod Stefan 1: Henrik Guldahl, Tamim Mahmoud og Serie1 spilleren Thomas O. Larsen.

Desværre kom Virum ikke godt fra start, hvor 2 double nederlag betød et 0:2 deficit før singlerne. Både Henrik/inga doublen tabte (i 5 sæt) samt Thomas/Tamim (i 4 sæt).

I første runde af singlerne var det kun Thomas som kunne sikre en sejr,  hvor det desværre blev til nederlag for Henrik, Inga og Tamim. Dermed var Virum kommet bagud 1:5.

Det skulle blive bedre i anden Runde af singlerne, hvor både Henrik og Inga formåede at hente sejre. Tamim tabte igen, og Thomas var ude i en tæt 5-sæt match mod deres stærkeste spiller (med omkring 300-400 rating point mere end Thomas). Dermed var stillingen 3:7 før de sidste 4 singler. Det var klart det ville blive nærmest umuligt at vinde alle 4 kampe for at sikre 1 point.

Det blev også kun Thomas som kunne vinde sin single. Tamim, Henrik og Inga tabte deres singler i denne runde.

Dermed var slutresultatet et 4:10 nederlag. 2 havde sikret 2 single sejre, Inga og Henrik begge 1 hver. Tamim tabte desværre alle sine kampe på denne aften.

Den næste kamp er allerede på onsdag hjemme mod Hakoah.

Virum 7: Serie 4: Holdkaptajn Peter Zimmermann

Peters Serie4 hold havde deres første hjemmebanekamp i onsdags efter ugen før at have startet sæsonen med en flot udebanesejr. Til denne første hjemmebanekamp havde holdkaptajn Peter valgt at stille op sammen med Tonni H og Tue D-H.

Det så godt ud fra start, da Slangerup desværre havde valgt at stille op med en spiller som ikke var tilladt i forhold til op- og nedrykning af spilllere. De havde så også valgt at bruge denne spiller i den eneste double, hvilket betød en Virumsejr, og dermed en 1:0 føring.

I første runde af singlerne, var Tonni trukket mod den illegale spiller. Udover denne sejr, lykkedes det også Peter og Tue at vinde deres kampe i bare 3 sæt. Dermed var stillingen 4:0 efter første runde af singlerne.

I anden runde var det så Peter som havde den illegale spiller. Tue vandt endnu engang i bare 3 sæt og Tonni måtte ud i 5 sæt før sejren var sikret. Dermed var stillingen 7:0 efter 2.runde.

I den sidste runde af singlerne var det så Tues kamp som var mod den illegale spiller. Tonni vandt sin kamp i 3 sæt og Peter brugte 4 sæt for at sikre en perfekt 10:0 sejr på hjemmebane.

Med 2 sejre ud af 2 kampe, venter nu en udebanekamp i Allerød på tirsdag d. 31.oktober. Kan Virum7 forlænge den “All-Time-Winning-Record”?