Virums Martin Buch tager tre WTT-turneringer på tre uger

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Virums Martin Buch er på vej til WTT i Lagos, Nigeria. Redaktionen fangede ham på vejen.

Martin, du har tre WTT-turneringen i den kommende tid, hvilke er det og hvorfor er valget faldt på dem?

Jeg har valgt Lagos, Tunis og Zagreb. Jeg valgte egentlig Lagos fordi jeg forventede at grundet dets beliggenhed i Nigeria, at der måske ville være færre som stillede op, og måske også at nogen af de stærkeste ville fravælge. Men jeg må konstatere at rækken nu alligevel ser ret så stærkt ud. Det sammen er egentlig også gældende for turneringerne i Tunis og Zagreb. De er alle sammen stærke – men det er jo også fedt med gode modstandere.  

Det første WTT er den kommende weekend i Lagos, hvilke forberedelser har du gjort dig?

Forberedelserne har ikke været optimale. Min rygskade, som jeg har døjet med i længere tid, har præget mig og mine forberedelser. Men efter en uges pause, er det nu væk. Så måske er det også lige så meget frygten for skaden – dvs. det mentale – som her spiller ind over. Men jeg er tilbage og fokuserer på mine styrker, holder mig til det jeg har foretaget i træningen, og i det hele taget holder mig i form.

Hvordan fungerer stævnet i Lagos og kan du sige noget om lodtrækningen?

Der er fire dage til WTT i Lagos, så lodtrækningen er ikke lavet endnu. Den er naturligvis meget afgørende da det er cup fra start. Taber du den første kamp, er du ude. Jeg forventer at der nok vil være 2-3 runder cup i kvalifikation til hovedturneringen. Uanset, bliver det helt sikker hård kamp fra start, men forhåbentlig også gode kampe.

I er flere danskere afsted, hvem er med, og hvad betyder det for dig at I er flere danskere afsted?

Anders Lind og Jonathan Groth er også med. Anders skal spille kvalifikation som jeg selv, da hans ranglistepoint ikke tæller her. Jonathan er direkte kvalificeret til hovedturneringen. Og så spiller jeg double med Anders. Det bliver fedt at spille med Anders – han er jo en stjerne nu:) Vi er i doublen seedet direkte i hovedturneringen. Det er selvfølgelig fedt at vi danskere er sammen til stævnet, men heldigvis kender jeg efterhånden ret mange ude i bordtennisverden, og det er altid meget rart.

Vi følger Martin og de andre danskere i turneringerne og ønsker dem rigtig meget held og lykke.