Seriehold overvintre i toppen

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Seriehold Sæson 2022/2023

Skrevet af Christian Streit

Runde 9 ud af 18

Så er vi nået halvvejs igennem sæsonen, og sæsonen fortsætter så først i 2023, hvor alle hold så skal mødes endnu engang. Det er nu for første gang man virkelig kan forholde sig til stillingerne, da nu alle har spillet mod hinanden.

Østserien (Virum3): Kaptajn Jes Harder

I onsdags var så den sidste Østseriekamp i 2022 på programmet for Jes’ Østseriehold. Holdet skulle en tur til Hvidovre, hvor førerholdet fra rækken ventede, som indtil videre var ubesejret. Derfor var Virum naturligvis underdog, men det kan jo være ganske rart at være det. Til denne kamp havde Jes valgt at stille op sammen med Frederik Vater Sørensen, Kasper Bronnee Møller og Theodor Rode von Essen.

Doublen Theodor/Frederik kom flyvende fra start og sikrede sig en flot 4-sæt sejr for at hente det første point. Stillingen blev dog hurtigt udlignet, da Kasper/Jes doublen måtte acceptere et 3-sæt nederlag.

Singlerne startede så desværre rigtigt øv for Virum, da alle 4 Virumspillere tabte deres singler i bare 3 sæt. Niveauforskellen var desværre tydelig at erkende. Dermed var stillingen efter den første runde af singlerne 5:1 i Hvidovres favør.

I 2.runde blev det desværre for Frederik og Kasper ikke bedre, da de indkasserede 3-sæt nederlag endnu engang. Dermed var stillingen desværre allerede skruet op til 7:1. Theodor prøvede at starte et vildt comeback med en flot 3-sæt sejr for at reducere stillingen til 7:2. Da holdkaptajn Jes fulgte flot op på denne livlinie og sikrede sig en 4-sæt sejr, var der pludselig åbnet op for et lille vindue for at lykkes med et vildt comeback. Stillingen før de sidste 4 singler var dermed 7:3.

Desværre blev flammen med håbet hurtigt slukket, da Kasper måtte se på hvordan modstanderen sikrede sig en 3-sæt sejr for at hente den afgørende 8:3 føring. Frederik leverede en flot fight i sin sidste single, men desværre gik denne tabt i 5 sæt. Jes tabte desværre sin sidste single i 3 sæt og stillingen var dermed 10:3. Med endnu en flot sejr af Theodor fik han pyntet lidt på slutresultatet som blev til et 4:10 nederlag.

MVP for Virum var Theodor med 2 single sejre og 1 double sejr. Nederlaget betyder at  alt tyder på Virum vil ende sæsonen på pladserne 3-5 hvilket er særdeles flot. En oprykning til Divisionsrækkerne ser dog på nuværende tidspunkt urealistisk ud, da de 2 førerhold har sikret sig en flot føring og buffer ned til de resterende hold:

 Serie1 (Virum5): Kaptajn Morten Hasselbalch

Også Mortens Serie1 hold havde deres sidste kamp i 2022 i onsdags, og her var GPS’en sat til Hillerød. Mortens hold – liggende i midten af rækken – var underdogs i denne kamp mod Hillerød som før kampen havde lagt sig på en solid 2.plads. Morten havde valgt at stille op sammen med William Frank Warming, Casper Nortoft og Emil Hasselbalch.

Hasselbalch-doublen med Snr og Jr. klarede sig fremragende i deres double hvor far/søn kombinationen cruisede til en 4-sæt sejr. Stillingen efter doublerne blev dog 1:1. da William/Casper kombinationen måtte acceptere et 3-sæt nederlag.

Deres stærkeste spiller – Mathias Jensen – besejrede William i 4 sæt, hvilket gav Hillerød en 2:1 føring. Morten Hasselbalch svarede på den helt rigtige kaptajn-måde med at sikre en 4-sæt sejr, hvilket bragte status quo til stillingen igen: 2:2. Med Caspers 4-sæt nederlag i kombination med Emils 3-sæt sejr var stillingen fortsat lige – 3:3 – efter den første runde af singlerne.

Morten var så op imod deres stærkeste spiller og her var niveauet skruet voldsomt op og spændingen fulgte med, da denne kamp skulle gå hele vejen….I 5.sæt med stillingen 13:13 blev de næste 2 bolde afgørende. Det kunne have gået begge veje, men desværre var det Mathias fra Hillerød som på dette tidspunkt vandt 2 dueller i træk. Hillerøds 4:3 føring blev dog vendt til en Virum føring på 6:4 med sejre af de resterende 3 Virumspillere: William, Emil og Casper – alle i 4 sæt. Med denne føring på 6:4 var det så tid til de sidste 4 singler.

Emil tabte som forventet mod deres stærkeste spiller. Dermed var stillingen 6:5. Da Morten så sikrede en 3-sæt sejr var føringen udbygget til 7:5 med kun 2 singler tilbage og Virum havde dermed allerede som minimum sikret sig 1 point mod favoritterne fra Hillerød. Casper og William havde nu chancer med 1 sejr ud af de 2 kampe for at vinde holdkampen. Desværre blev det til 4-sæt nederlag til begge Virumspillere, hvilket betød et slutresultat på 7:7 – stadig et flot resultat mod et af topholdene….men også synd når man er så tæt på en sejr, hvilket havde været så vigtigt hvis man ville forsøge at komme tættere på oprykingspladserne.

MVP blev Morten Hasselbalch med 2 single sejre og 1 double sejr (kun på sætbasis blev Mortens søn, Emil, “besejret” af farmand for MVP-æren)

Serie2 (Virum6): Kaptajn Christian Streit

Christians Serie2 holds sidste kamp i 2022 var i onsdags en hjemmebanekamp mod Allerød. Med Allerød liggende i midten af rækken, var Virum naturligvis favorit og havde endnu en chance for at udbygge føringen ned til holdene på 3-5. pladsen samt holde presset oppe på Team Egedal, som over de første 8 runder ikke har tabt point. Christian havde valgt at stille op sammen med Gunni Rode, Thomas O Larsen og Virgil Baran.

Virum kom godt fra start, da både Gunni/Virgil og Thomas/Christian doublerne kunne sikre sig 4-sæt sejre for en 2:0 føring efter doublerne.

I den første runde af singlerne var Thomas og Virgil med det samme ude i 5-sæt matches, som kunne have gået begge veje, Heldigvis kunne begge holde styr på nerverne og sikrede sig vigtige 5-sæt sejre for at skrue føringen op til 4:0. Holdkaptajn Christian sikrede sig en hurtig 3-sæt sejr for en 5:0 føring. Gunni kom ikke så godt fra start og måtte acceptere et 4-sæt nederlag hvilket betød stillingen efter første runde af singlerne var 5:1.

Virgil og Thomas var endnu engang – som i deres første singler – ude i 5 sæt. Denne gang gik det desværre langt dårligere i de afgørende bolde, hvilket betød at begge Virumspillere tabte deres matches. Dermed var den store 5:0 føring pludselig reduceret til 5:3 og spændingen var pludselig til at føle. Christian gad ikke at se på at dette skulle blive endnu tættere og det lykkedes også at undgå det med endnu en 3-sæt sejr for holdkaptajnen. Dermed var stillingen 6:3. Gunni var ude i en lang 5-sæt match efterfølgende og kunne hjælpe holdet med at sikre sig en vigtig 5-sæt sejr, selvom Gunni selv ikke var helt tilfreds med sit spil på denne aften. Men føringen for Virum var trods alt nu 7:3 før de sidste 4 singler.

Virgil og Christian spillede først og der var ikke den store tvivl i Christians match hvem der ville vinde den. Efter 3 sæt havde Christian sikret det vigtige 8.point og også færdiggjort sin aften med 3 single sejre uden at tabe et sæt. Virgil fulgte op med en 4-sæt sejr – og det samme gjorde Thomas. Dermed var stillingen 10:3, og så var det kun for Gunnis egen statistik lidt ærgeligt at sin match gik tabt i 3 sæt. Slutresultatet var dermed en 10:4 sejr, og MVP var Christian.

Som der kan ses i stillingen tyder alt på at Christians Virum6 vil kunne ende på minimum 2. pladsen hvilket så vil være nok til direkte opryking hvis man har den bedste match statistik i forhold til de andre 2.pladser i de andre 5 kredse. Hvis ikke, så får man efter sæsonen en oprykningsmatch. Men ugens store overraskelse og en tidlig julegave til Virum var det helt overraskende nederlag som Team Egedal indkasserede mod Brønshøj torsdag aften – dermed er kampen om guldet virkelig sparket igang igen…

 

Serie3 (Virum7): Kaptajn Peter Zimmermann

Peters Serie3 hold – liggende på 1.pladsen – var kæmpe favorit mod holdet fra Brønshøj på 9.plads. Denne udebanekamp i tirsdags var den sidste holdkamp i 2022. Peter havde valgt følgende spillere til denne kamp: Inga Merkyte, Jakob Buus Petersen og Tamim Mahmoud.

Som i mange tidligere kampe var det igen åbenlyst at Peters Serie3 hold virkelig har udfordringer med doublerne. Denne gang var det Inga/Jakob kombinationen som prøvede at sikre sig en føring, men blev totalt udspillet i 3 hurtige sæt. Brønshøj havde dermed sikret sig en 1:0 føring.

Tamim vandt uden problemer sin single i 3 sæt og bragte stillingen tilbage til 1:1. Jakob og Inga var begge ude i 5 sæt. Både for stillingen men også for momentum for hele holdkampen var disse 5.sæt enorm vigtige. Heldigvis kunne Virum sætte begge point på tavlen. Stillingen var dermed 3:1.

Tamim fortsatte sit flotte spil med endnu en 3-sæt sejr, hvilket nu betød stillingen var 4:1. Inga var i lidt større problemer end Tamim men kunne med en 4-sæt sejr skrue stillingen op på 5:1. Jacob var chanceløs i sin single og måtte acceptere et 3-sæt nederlag. Dermed var stillingen 5:2 før de sidste 3 singler.

Tamim gjorde kampen lidt spændende igen ved at tabe overraskende i 3 sæt. Dermed var stillingen 5:3 og lidt spænding var tilstede før de sidste 2 kampe. Men med Ingas gode 3-sæt sejr var holdkampen afgjort – 6:3 var stillingen nu. Og Jakob lykkedes også med at pynte resulatet endnu mere med en 4-sæt sejr for slutresultatet 7:3.

MVP blev Inga med 3 vundne singler.

Som det kan ses i stillingen er Peters Virum3 hold kæmpefavorit til at ende på førstepladsen og dermed sikre sig oprykning til Serie2 næste sæson.