Virum hjem med bronze og gode kampe til Sweden Tour Karlskrona

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Fire unge Virum-spillere var draget til Karlskrona, Sverige, for at deltage i Sweden Tour stævnet. Deltagerne var Kevin Zhou, Theodor Rode, Emil Hasselbalch og Felix Stahl Eriksen. Alle har deltaget i Sweden Tour stævner i år – Emil endda alle de fire afholdte. Og det er ikke bare disse spillere der har deltaget i Sweden Tour stævnerne i år, Virum har faktisk haft ni forskellige ungdomsspillere med ude i år. Som ved de andre stævner i Sweden Tour, var de professionelle rammer også til stede her. 27 borde med god plads omkring. Faste dommere til ALLE kampe og et program skræddersyet så forsinkelser undgås. Arenaen var med opvarmningsfaciliteter og gode frokostmuligheder. Som altid er niveauet til disse stævner højt, men alligevel giver mulighed for sejre for Virums ungdomsspillere. Rammen var sat for en hyggelig og spændende weekend i Karlskrona.

Kevin stiller altid op!

En af Virums mest stævnedeltagende spillere, Kevin Zhou, var igen taget til et Sweden Tour stævne. Kevin stillede op i rækkerne P15 og HU18.

P15

P15 er cup-række. Vind eller forsvind. Kevin møder i første kamp Jack Röhr, Spårvägens BTK. Jack er en god, men også anderledes spiller, der veksler mellem almindelig offensiv stil med pludselige defensive bolde. Kevin kommer godt fra start ved at vinde de to første sæt. De er tætte, men Kevin hiver dem hjem 12-10 og 11-9. Kevin taber desværre tredje sæt 11-9 og derfra mister Kevin nok lidt tålmodig i spillet, som er særlig vigtigt når man møder en som også bruger defensiven væk fra bordet. Kevin taber i femte sæt og er ude af rækken.

HU18

HU18 er op til årgang 2004, så Kevin er som årgang 2007 i den yngre ende. Det er derfor også en svær række. Den forhindrer dog ikke Kevin i at tage udfordringen op. Puljen er med svenskerne Emil Johnsson, Halmstad BTK og Emil Gjörling, Ängby SK. Kevin gør hvad han kan, men det er ikke nok til at tage nogen sejre og dermed gå videre for puljen. Derfor bliver det et stævne uden sejre for Kevin, men det forhindrer helt sikkert ikke Kevin i at deltage i næste Sweden Tour stævne!  

 

Theodor versus England

Theodor Rode har de seneste år vist markant fremgang. I ungdoms- og herrerækkerne i Danmark, men er nu også begyndt at vise sin styrke på den internationale scene. Theodor stillede som Kevin også op i P15 og HU18 – begge rækker lørdag, da Theodor sammen med Kevin skulle spille Juniorliga søndag.

P15

Dette var en cuprække – vind eller forsvind – og lodtrækning gjorde at Theodor skulle spille kvalifikation. Heldigvis vandt Theo sin første kamp mod Viktor Majdalani, Spårvägens BTK, i sikker stil 3-1 uden egentligt at have være under rigtigt pres. God start, og fint spil generelt. Næste kamp gik også godt, endnu bedre spil, og Theodor gik sikkert videre med 3-0 mod Elias Ellbring, LinnePartille PK. I 1/8 finalen røg han dog ind i den engelske landsholdsspiller Larry Trumpauskas, som var 2. seedet i hele rækken. England stillede med hvad der lignede hele deres ungdomslandshold, og de spillede alle fantastisk. Det blev en kamp med virkelig god bordtennis som Theodor endte med at tabe 1-3 (8-11, 8-11, 11-9, 8-11), selvom han i to af de andre sæt førte helt hen mod slut. Øv, men bestemt mere end godkendt når man tænker på at englænderen endte med at vinde hele rækken hvor han i finalen overbevisende slog svenske Hugo Jobs 3-0; og han afgav kun et enkelt sæt undervejs i alt – altså det mod Theodor.

HU18

I denne række var mange spillere ældre end Theodor (årgang 2007). Det var 3-mandspuljer, og Theodor startede mod den topseedede i gruppen, Erik Sjölander, Mariedals IK, som lige havde slået den anden spiller sikkert i 3 sæt. Men Theodor spillede klogt og vandt 3-1 – og det ene sæt tabte han kun ganske knebent. Den anden spiller i gruppen var Hjalmar Johansson, Norrtulls SK, som Theodor allerede havde mødt og tabt til i Max2500 rækken i Helsingborg for få måneder forinden. Det blev da også til en kæk (men venlig og smilende) kommentar a la “Så vinder jeg igen” fra Hjalmer inden kampen, men denne gang havde Theodor bedre styr på nerverne, var i god kontrol, og vandt igen 3-1 ret sikkert. Således var Theodor videre som nummer 1 fra sin gruppe i HU18, ganske som i Helsingborg. 

Den første cup-kamp efter gruppen var sjovt nok mod endnu en engelsk landsholdsspiller, Ben Dunkley. Han spillede godt, og kom hurtigt foran 7-3 mod Theodor og det så ud som om det ville blive til et hurtigt 0-3 nederlag. Men Theodor kom langsomt ind i sættet igen, og endte med at tabe det 8-11. Næste sæt fulgte samme formel, og tabte igen knebet 8-11, dog uden at komme rigtigt i gang – han fik simpelthen ikke lov til at spille sit spil af Ben som spillede fremragende. Men i 3. sæt smed Theodor ligesom de sidste nerver, spillede mere frit og bedre og var pludseligt foran 9-2. Ben kom dog bedre med, men Theodor endte med sikkert at vinde sættet 11-7 og 4. sæt vundet 11-6, og det var tydeligt at Ben var rystet idet kampen nu var mere på Theodors præmisser. I 5. sæt forsatte Theodor og kom på 5-3, men uheldigvis fik Ben 2 netbolde i træk og en heldig retur, og så blev Theodor pludseligt lidt nervøs igen og kom bagud 6-9. Men han fik kæmpet sig på 10-9 og havde således matchbold – som han desværre kiksede. Han kom dog på 11-10 og havde matchbold igen, hvor vi alle troede han vandt, da Ben sendte en lang prik dybt ned i Theodors baghånd og den så vitterlig ud som om den gik ud – men den tog lige den hvide kant til alles overraskelse. Og desværre så kom Ben stærkt tilbage og vandt 13-11 i 5. sæt – øv øv øv – men godt kæmpet!!     

Men – sammenlagt 4 sejre over Sverige og 2 knebne nederlag mod England, hvilket må siges at være absolut godkendt på en god dag i skønne Karlskrona:)

 

Emil maser sig igennem svenskerne, men stoppes af England

Emil spillede to rækker lørdag (P13 og P14) og sin egen aldersgruppe P12 om søndagen

P13 og P14

Lørdag morgen kl. 09 startede Emil ud med P13 rækken. Der var puljespil, hvor Emil var kommet i en kvalificeret pulje med velkendte svenske spillere. Da Emil ikke selv er seedet, møder han rækkens 2. seedet Mio Piilola, BTK Frej, i første puljekamp. Emil taber knebent første sæt 14-12, men kommer med solidt spil tilbage i kampen og vinder de næste to sæt. Piilola var tydeligt frustreret over en velspillende Emil og med en 2-1 føring så det også ud til at Emil ville starte turneringen med en overraskelse. Piilola fandt imidlertid spillet frem igen og fik udlignet til 2-2 og vandt sikkert femte sæt og dermed kampen. Emil fik genskabt fatningen og vandt de to næste puljekampe 3-1 og 3-0 mod henholdsvis Hampus Törnkvist, Halmstad BTK og Arvid Lorentzon, Trollhättans BTK. Dermed var Emil videre som 2’er. Emil sad over og mødte i 1/8 finalen Sebastian Larsson, Spårvägens BTK. Emil har mødt Sebastian før og har stadig en sejr til gode mod nr. 8 på den svenske P13 rangliste. Det blev imidlertid heller ikke denne gang. Emil tabte 11-8, 12-10, 11-8. Sebastian blev senere nr. 2 i rækken.

I P14 var Emil i en 3-mandspulje. To spillere går videre. Det gav håb for spil efter puljen. Emil vinder sin første kamp i pulje mod Hannes Carlson, KFUM Kristiansstad BTF i en sand gyser. Efter at have vundet de to første sæt 11-9 og 12-10, taber Emil de næste to 12-10 og 12-10. Her skulle der graves dybt for at komme tilbage i kampen – det er ikke opmuntrende at tabe to så tætte sæt i træk. Emil får imidlertid en god start på femte sæt med en hurtig 4-0 føring. Ikke mindst pga. to gode server. Føringen giver selvtillid og Emil fører igennem sættet og vinder 11-7. I anden kamp i puljen møder Emil svenske Mio Fisher fra Norrulls SK. Emil vinder komfortabelt 3-0 og går videre som 1’er. Efter puljen møder Emil en velkendt dansker, som han har mødt så mange gange til de danske stævner – nemlig Villads Rosenberg, Hvidovre. Emil spiller imidlertid rigtig godt og vinder 11-8, 11-5, 11-5. I 1/16 finalen møder Emil en seedet svensker Theo Alvendal, Norrtulls SK. Emil har mødt Theo en enkelt gang før og fik ikke et ben til jorden. Men Emil udvikler sig og bed fra sig. Emil fører 9-5 i første sæt, men slipper grebet. Taber andet sæt. Tredje sæt igen foran 9-5, men taber sættet. Et 3-0 nederlag, men Emil kom væsentlig tættere på Theo!

P12

P12 er Emils årgang. Emils deltagelse i Karlskrona er det fjerde Sweden Tour Stævne i år. Og med gennemgående fine præstationer i bl.a. P12 var Emil seedet fire i rækken. Seedningen skulle med det samme vise sig at gå til en anden, nemlig til Theo Skoog, som Emil taber 3-0 til i første kamp i puljen. Emil er ikke helt kørende i kampen og får ikke regnet helt ud hvordan Theo skal spilles før det er for sent. Emil har ellers vundet klart over ham tidligere på året, men en godt spillende Theo Skoog vinder fortjent. Det lagde lidt pres på Emil for at komme videre fra puljen, da der kun går to videre. Emil genfinder spillet i de to næste kampe som han vinder 3-0 og 3-0. Men som nr. 2 i puljen betyder det at man skal møde en 1’er fra en anden pulje. I lodtrækningen trækker Emil en rigtig stærk spiller Simon Karlsson, Spårvägens BTK. Emil og Simon har mødtes to gange før. Til WTT i Helsingborg hvor Emil vandt, og i Halmstad, hvor Simon vandt. Simon ligger nummer 3 på den svenske P12 rangliste, så Emil skulle hive det allerbedste frem for at vinde. De to første sæt er velspillende, men går begge til Simon. Emil kommer ikke supergodt fra start i tredje sæt og er hurtigt bagud 6-3. Emil får vendt kampen og vinder sættet 11-7. Det giver energi og håb, og Emil finder det bedste frem han har lært og vinder de to næste sæt 11-6 og 11-5. En jublende Emil med kammeraten Malik som kampens coach – det siger vist det hele!

I kvartfinalen møder Emil et nyt svensk håb Joel Isaksson, Vetlanda BTK. Joel er kun årgang 2012 og netop blevet en del af det svenske ungdomslandshold. Joel havde allerede vist sit værd ved at besejre Virums Felix Stahl Eriksen i sin pulje. Emil havde imidlertid fået nogle gode tips af Felix og spillede ham rigtig klogt med en kombination af korte og lang stik i returspillet, åbninger med meget skru og klar med et hårdere loop efterfølgende ud af siden, hvor Joel qua sin mindre størrelse, havde svært ved at nå ud. Emil vinder således de første to sæt overbevisende, men får inviteret Joel ind i kampen ved at spille det åbne spil, som Joel er så god til. Joel tager tredje sæt. Emil bevarer imidlertid roen og vinder sikkert fjerde sæt 11-7. I semifinalen møder Emil Englands bedste årgang 2010-spiller Abraham Sellado. Abraham havde allerede markeret sig dagen før ved at vinde P13 rækken og tredje plads i P14. Så var CV’et ligesom lagt frem. Emil gjorde sit bedste, men måtte sande at Abraham lavede meget få fejl og var utrolig svær at bryde igennem. Emil tabte 11-6, 11-6 og 11-4.

 

Felix spiller klogt en kvartfinale hjem i P12

Også Virum Felix Stahl Eriksen stillede op i P12, P13 og P14. Fuld plade som gav bordtennis hele lørdag og det meste af søndagen. Med godt selskab af de andre Virum-spillere og de andre danske ungdomsspillere, som havde fundet vej til Karlskrona, var der altid godt selskab, coaching og bordtennis at se.

P13

Felix er her i en 4-mandspulje. I første kamp møder Felix den senere vinder af P13 (og P12) Abraham Sellado, England. Felix må erkende at niveauet er for højt og taber 3-0. Derfor skulle de to sidste kampe helst vindes for at komme videre fra puljen. Den klarer Felix og vinder både over Axel Winklerfelt, Trelleborgs BTK og Johnny Pham, IFK Täby BTK. Felix er videre som 2’er og møder efter puljen den topseedet englænder Max Radiven, som det var svært at gøre noget ved. Lidt uheldig lodtrækning for Felix at møde de to stærke englændere fra start.

I P14 er Felix i en 3-mandspulje. Felix kan ikke spille op med Vidar Larsson, Uppsala BTK i første kamp. Vidar er i øvrigt Sveriges øverst rangeret P12-spiller, så intet galt i at tabe denne kamp. I anden kamp møder han igen Johnny Pham, IFK Täby BTK. Selvom Felix i P13 vandt over Johnny, måtte Felix sande et nederlag i femte sæt og derfor ude af P14.

P12

Anderledes gik det Felix i P12, som er hans årgang. Igen skulle Felix møde Johnny og denne gang sømmede Felix en sejr i hus med 3-1. Felix vandt også over Oscar Borg, Bergkvara BTK 3-0, men måtte se sig slået 3-0 af en stærkt spillende Joel Isaksson, Vetlanda BTK, som var seedet i puljen. Videre som 2’er skulle Felix i 1/8 finalen møde Theo Skoog. Theo var som tidligere nævnt stærkt spillende mod Emil i puljen i P12, så det var ikke en let kamp Felix stod over for. Felix havde imidlertid fået nogle gode tips om at spille det korte spil, skruede åbninger og en veksling mellem lange sideskruede server i hans baghånd og korte underskruede i hans forhånd. Men ét er at få noget at vide, noget andet er at udfører det. Men det gjorde Felix perfekt! Felix kom rigtig godt fra start med 11-4 i første sæt. Felix taber andet sæt, men med rigtig godt spil og ikke mindst rigtig klogt spil, udspiller Felix Theo i fjerde og femte sæt med cifrene 11-7 og 11-8. Dermed er Felix videre til sin første kvartfinale i Sweden Tour. Her møder han Ruben Hjertman, Spårvägens BTK. Det blev endestationen for en god weekend for Felix!