Virums årlige klubmesterskab for ungdom blev afviklet søndag den 19. juni. 29 unge – fra ny startende til rutinerede spillere – mødte op til en sjov og spændende dag i Virum-hallen. Der blev spillet tre rækker:
– A-række – rating fra 1400 og op efter
– B-række – rating fra 1000 op til 1399
– C-række – alle spillere med rating under 1000
I A og B rækken blev der spillet i én stor pulje, hvor de to bedste fra puljen spillede finalen. I syv sæt. I C-rækken var der mange deltagere, så der var både puljer, med afsluttende A og B slutspil. Der var stillet syv kampborde op med god plads omkring, samt fem opvarmningsborde, som blev flittigt brugt i mellem de mange kampe. Mange af spillerne kender hinanden godt og der blev ikke givet ved dørene!
I A-rækken deltog Kasper Møller, Theodor Rode, Kevin Zhou, Emil Hasselbalch og Frederik Vater Sørensen. Frederik vandt alle sin kampe i puljen og blev etter. Emil vandt tre og tabte en enkelt til Frederik. Det betød at Emil skulle forsøge en revanche i finalen mod Frederik. Her var der gys. Med cifrene 9-11, 11-8, 11-6, 5-11; 15-13, 10-12, 12-10 tog den rutinerede Frederik førstepladsen i 7. sæt og kunne dermed skrive sit navn på vandrepokalen som ungdomsklubmester 2022. Tillykke Frederik!
I B-rækken var det også alle mod alle. Her stillede Mads Hyldager, Felix Eriksen, Christian Broch, Seier Søndergård op. Seier og Felix spillede sig frem til finalen, hvor der også blev spillet i syv sæt. Her vandt Seier 4-2 og blev klubmester i B-rækken. Tillykke Seier!
I C-rækken var der 20 deltagere. Det betød hele fem puljer. Til A-slutspillet gik Artur Kirsten, Louie Samuelsen, Simon Thorpe, Leo Nielsen, Linus Thomsen, Nikolas Rasmussen, Julius Bach, Andreas Nadelmann, Silas Herzog og Liam Zhou. Herefter blev der spillet to runder inden semifinalisterne kunne findes. Semifinalerne blev mellem Artur Kirsten og Andreas Nadelmann og den anden mellem Linus Thomsen og Silas Herzog. Finalen blev mellem Artur og Silas, hvor Artur trak det længste strå og blev klubmester i C-rækken. Tillykke Artur! Da rækken var med mange deltagere, var der også B-slutspil. Her vandt August Jørgensen over Dan Liatong Hong i finalen.
Efter veloverstået kampe var der ikke blot præmieoverrækkelse, men også kåring af årets spiller, årets overraskelse og årets kammerat.
Årets spiller blev Emma Vendelbo. Emma blev kåret på baggrund af en utrolig udvikling i løbet af sæsonen og er blevet en integreret del af juniorlandsholdet, ligesom hun har deltaget i en række internationale stævner, bl.a. WTT Contender i Spanien. Ligeledes har Emma opnået flotte resultater over hele sæsonen. Her skal særligt fremhæves DM guld til klubbens damehold.
Årets overraskelse blev to spillere, som har haft en yderst aktiv sæson – både i træningslokalet, men så sandelig også ude til stævnerne fra øst til vest. Årets overraskelse blev Artur Kirsten og Linus Thomsen. Et fortjent tillykke!
Ligeledes blev Silas Herzog som årets kammerat. Tillykke Silas for den meget betydningsfulde pris.
Årets klubmesterskab blev traditionen tro afsluttet medfælles spisning – og i år med en meget dekorativ dessert:)
Tak til alle deltagere for god bordtennisdag i Virum