Vi står i cafeteriet. Jeg siger “see you in 10 minutes” til Denis Forbault i Rimini Fiera og går direkte til bordet og EM-finalen i 60+ double. Min franske makker er tydeligt stresset. Det har han sådan set været siden første bold i opvarmningen.
Dommerne ved bord 10 kender jeg fra en tidligere kamp i EM-ugen. Håndklædet skal helt ned i kassen. Ikke et hjørne må stikke op. Lidt af en kunst med et stort håndklæde. Og kun tørre sig hver sjette bold. Ellers advarsel.
Tiden går. Denis kommer ikke. Den skaldede, ældre herre af en dommer – hersker over bord 10 – må have været oberst-major i sit arbejdsliv. Han spankulerer roligt over til mig med glimt i øjet og peger på sit ur.
“Om 4 min skal din makker være her. Ellers bliver I diskvalificeret.”
Jeg nikker.
Hele vores franske support-gruppe leder efter Denis.
“2 minutter tilbage,” siger oberst-majoren fra sin dommerstol.
Et minut senere kommer han ud til banden og viser mig med italiensk sans for drama sin sekundviser. Nedtælling 34, 33, 32…
Hvorefter Denis et halvt minut i diskvalifikation dukker op ud af ingenting.
Finalen kan begynde. Ikke så godt for os. 5-11, 6-11. Italienerne – en piratlignende pap-spiller med stenansigt og en tidligere afrikansk mester (for Nigeria) med ualmindeligt godt håndled – er klart bedst under de svære vilkår med aircondition-vind i uforudsigelige retninger.
Derfra husker jeg ikke meget. Syg siden onsdag spiller jeg på tredje dag på en kombination af Panodil, Ibuprofen, druesukker, bolsjer og bananer.
Jeg kan her bagefter se på cifrene, at comebacket er hårdt tilkæmpet. 14-12, 13-11. Jo, jeg looper to lette bolde ud med forhånden ved 6-6 i afgørende. Vinden? 6-8. Pludselig står det alligevel 9-9. Aner ikke hvordan.
Denis spørger, hvad han skal lave for en serv. Piraten sender dræberblik og gør sin anti-baghånd klar til at modtage. Jeg tænker mig om i flere sekunder faktisk… og svarer: “What you feel best.”
Rigtigt svaret! Side-under-serv til 10-9. Matchbold. Side-over-serv halvlang. Bum. Se matchbolden her: IMG_0390
5-11, 6-11, 14-12, 13-11, 11-9. Europamestre i 60+ double.
Denis’ reaktion glemmer jeg nok aldrig. Begge arme i vejret, hovedet helt tilbage, højt og inderligt skrig. ”Utroligt han ikke falder bagover med sit nye knæ og over revne og netop genoptrænede akillesene,” tænker jeg.
I armene på sin coach derefter bryder Denis sammen i gråd. Jeg kigger rundt. Samtlige franskmænd i vores ringhjørne har tårer i øjnene. Jeg bliver revet med.
Øjeblikket er det hele værd. Så er der noget ved at spille veteran-EM.
Jeg kender ikke hele forhistorien men ved, at Denis har været meget igennem siden vi efter vores indbyrdes singlekamp i Alicante 2016 aftalte at spille double ved det næste mesterskab. Seks år skulle der altså gå med skader, udskiftninger af legemsdele og corona-aflysninger.
I single tabte jeg i semifinalen for jeg ved ikke hvilken gang til tyske Georg Böhm – senere vinder i Rimini. Jeg husker nederlagene til ham ved hold-VM i 1983 og især det bitre nederlag i afgørende kamp af OL-kvalifikationen i 1987.
Men jeg spillede efter omstændighederne tre gode sæt med sætbolde (10-9 og 11-10) til at komme foran 2-1. Så jeg må være tilfreds. Og jeg har taget notater til revanchen i EM 2023 i Norge.
/Lars