Senior DM: Hvordan gik det Virumspillerne?

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

De danske senior bordtennismesterskaber fandt sted i Fredericia i weekenden. Ikke mindre end 10 Virum-spillere deltog. Ratingkravet for at deltage var 2100 på herresiden og 1500 på damesiden. Mesterskaberne startede allerede fredag, hvor 6 af Virum-spillerne spillede kvalifikation i singlerækkerne. De resterende 4 var seedet til cup-spillet om lørdagen (Martin Buch Andersen, Theo Dyekjær, Henrik Vendelbo og Emma Vendelbo). Med de høje ratingkrav var alle kampe svære i kvalifikationen, som var puljer af tre spillere med kun en enkelt videre til cup-spillet.

Herre Elite Single

Anton Dong fik en lidt skidt start da hans bat ikke blev godkendt. Med et reservebat prøvede Anton så godt han kunne, og spillede faktisk godt taget lånebattet i betragtning, men måtte erkende nederlag på 4-2 i begge kampe. Bedre gik det Frederik Vater Sørensen, som startede ud med en 7-sætsgyser mod Benjamin Lillelund, Sisu BTK.  Benjamin var 2. seedet i puljen (Frederik 3. seedet), så de 11-9 i 7. sæt var fantastisk! Mod den 1. seedet Andreas Andersen, B75, var der dog ikke nogen chance for Frederik. Det blev et 4-0 nederlag. 2. plads i puljen betød endestationen for Frederik.

Morten Hasselbalch var 1. seedet i sin pulje. Han startede ud mod Roskildes Mikkel Skov Andersen. En fin start for Morten de to første sæt, men modstanderen fandt løsninger og det blev en 7-sæts gyser, som Morten vandt 11-7. I anden kamp spillede Morten langt bedre, men det gjorde modstanderen Adam Nottleman også. En god kamp endte med 4-2 til Adam. Morten gik ikke videre til 1/16 finalen.

Theodor Rode spillede første kamp mod Laust Johansen, Sisu BTK, som Theodor vandt relativt sikkert 4-1. I anden og afgørende kamp skulle Theodor møde Nicklas Boldt Hansen, Greve BTK. Theodor havde mødt Nicklas to gange i weekenden forinden og tabte begge gange i femte sæt. Denne gang blev heller ikke lykkens gang. Theodor tabte i 7. sæt. Fjerde gang må være lykkens gangJ.

Sofus Andreasen var seedet etter i sin pulje. Sofus vandt sin første kamp 4-0, men tabte desværre sin anden kamp 4-1 til Esbjergs Malik Severinsen. Puljens spillere slog hinanden på kryds og tværs, hvilket ikke faldt ud til Sofus’ fordel. Ingen cup-kampe til Sofus.

Virums yngste deltager var 13-årige Emil Hasselbalch. Det var Emils debut til Senior DM og han var seedet sidst i sin pulje. Emil lagde imidlertid godt fra start med en 4-0 sejr over Sebastian Kjær fra Sisu BTK. Derefter skulle han møde 1. seedet i puljen Bjarne Krog fra Brønderslev. Efter stærkt udlæg fra Emil i de to første sæt, blev det 2-2, men herefter trak Emil fra og vandt 4-2. Emil blev således eneste Virum-spillere der gik videre til cup-kampene, dvs. 1/16 finalen. Her mødte Emil den rutinerede Carsten Egeholt, B75, som deltog i sit 45. Senior DM i træk (verdensrekord). Emil kom godt fra start og vinder første sæt, Carsten kommer igen og vinder tre sæt i træk. Emil får reduceret til 3-2, men den rutinerede Carsten lukker den til 4-2. En stærk debut af Virum’s ungdomsspiller.

Emil havde en underholdende kamp mod Carsten Egeholt, hvor den unge Virum-spiller ikke var langt fra den rutinerede Egeholt. Emil havde 6-2 i sjette sæt, som godt kunne have skabt ekstra spænding i kampen. 

I cup-spillet var Martin, Theo og Henrik klar til at modtage spillere. Henrik Vendelbo viser sig at være rigtig godt klar og sætter unge Adam Nottleman på plads i 1/16 finalen med 4-0. Ingen slinger i valsen der. Næste kamp mødte Henrik imidlertid mesterskabets 2. seedet spiller Tobias Rasmussen. Den blev for svær og Tobias tog en sikker sejr.

Theo Dyekjær er et stærkt kort og seedet til at nå kvartfinalen. Da redaktionen snakkede med Theo inden mesterskabet var det også tydeligt hvad han gik efter: ”Jeg går efter at nå kvartfinalen, og så må vi se hvem jeg skal møde der”. Theo møder i første kamp Mads Toft Schmidt, Roskilde. Theo viser fra start hvem der er stærkest og vinder suverænt 4-0. I anden kamp møder Theo BTK Viby’s Simon Nykjær-Fisher. Den færøske landstræner har mange års erfaring og spiller solidt og rent spil. Det var en intens kamp der bølgede frem og tilbage, og hvor Fisher med sikre blokeringer formåede at skabe basis for mange flotte dueller med Theo i sit vante spil lidt væk fra bordet. Det blev en 7-sætter hvor Theo virkelig satte ind og viste at det at være udholden, var en fordel. Theo vandt 11-2 i 7. sæt. I kvartfinalen skulle Theo møde landsholdsspilleren Thor B. Christensen. Theo spillede det bedste han kunne og leverede en hæderlig indsats med et 4-2 nederlag.

På billedet spiller Theo 1/16 finalen mod Mads Toft fra Roskilde

Sidste Virum-spiller der tog imod spillere fra kvalifikation var Martin Buch Andersen. Det var en oplagt Martin som ankom til mesterskabet. Tanket med selvtillid efter gode resultater i den tyske 2. Bundesliga med fire sejre i de seneste fem kampe. Martin spillede koncentreret og med høj kvalitet fra start. Han vandt 1/16 finalen 4-0, 1/8 finalen 4-0, kvartfinalen 4-0. Og det er vel og mærke mod gode spillere. Uden at afgive ét sæt mødte Martin den rutinerede Allan Bentsen i semifinalen. Sidste gang de to mødtes, noterede Martin sig sin første sejr nogensinde mod Allan. Det var den gang en tæt 5-sætter. Denne gang var ingen undtagelse, de skulle igen ud i det sidste sæt – her 7. sæt. Her sikre Martin sig en vigtig sejr med 11-8, stærkt! I finalen mødte Martin landsholdskammeraten Tobias Rasmussen. Martin vinder 4-2 med cifrene 11-5, 13-15, 11-8, 8-11, 11-6, 11-9. STORT TILLYKKE med det danske mesterskab!

Martin siger “god kamp” til sin landsholdskammerat Tobias Rasmussen inden den spændende finale. Foto: Andreas Mikkel Hansen

Emma Vendelbo var direkte seedet til cup-spillet. Her mødte Emma Sofie Eckeroth, Allerød. Det blev en spændende og lige kamp, hvor Emma førte 2-1 og 3-2, men det var Sofie som vandt kampen 11-8 i 7. sæt.

Doubler

I Herre Double havde Virum flere deltagere med. Anton Dong/Frederik Vater, Emil Hasselbalch/Morten Hasselbalch, Theo Dyekjær/Sofus Andreasen, Theo Rode/Noah Ibrahim (Brønshøj), Martin Buch/Tobias Rasmussen (Hvidovre). Der var enkelte af de useedede spillere der var tilfældigt trukket ud til at spille kvalifikation. Theo/Noah vandt deres kvalifikationskamp mod Mathias Jensen/Marcus Jensen (Hillerød) i en meget tæt 5-sætter.

Theo og Noah var velspillende, hvilket rakte til en 1/8 finale

Emil/Morten ligeledes en sejr mod Marcus Gøgsig/Kasper Furbo (Greve BTK) med 3-1. Således var alle par klar til 1/8 finalerne. Anton/Frederik fik en hård lodtrækning og må se sig slået 3-0 til Patrick Skaarsholm/Nicolas Bold (Greve BTK). Også Theodor/Noah tabte 3-0 til Oliver Berntsen/Johan Havsteen (Hvidovre/Amager). Theo/Sofus vandt deres 1/8 finalen sikkert 3-0 mod Noah Takeuchi/Mads T. Schmidt (Roskilde). Emil/Morten var oppe mod et rutineret seedet par Karsten Haumann/Mogens Sonnichsen (Trelleborg BTK 31/Fjordager IF). Det blev en tæt kamp, hvor Virum-parret vandt 11-8 i femte sæt. Tre Virum-par var således i kvartfinalen. Theo/Sofus tabte til Martin/Tobias 3-0, Emil/Morten var igen ud i en hård 5-sæts kamp. Denne gang mod Emil Friis/Carsten Egeholt (Hillerød/B 75). Emil/Morten måtte se sig slået 11-5 i femte sæt og dermed lige uden for podiet.

Familie-duoen fandt gode løsninger sammen i doublerne og var ikke langt fra medalje

Virums Martin Buch sammen med Tobias Rasmussen spillede semifinale mod Patrick/Nicolas og efterlod ikke en tvivl om at de var på jagt efter et mesterskab. En meget sikker 3-0 sejr. I finalen efterlod de heller ingen tvivl. En 3-0 sejr og et flot dansk mesterskab – TILLYKKE!

Martin og Tobias øverst på skamlen.
Foto: Andreas Mikkel Hansen

I Damedouble var Emma Vendelbo/Maja Hansen (OB) seedet 1. De vandt deres første kamp, men måtte se sig slået i semifinalen af Pia Toelhøj/Mille Stoffregen (Hillerød/Silkeborg BTK). Tillykke med bronze!

I Mixdouble var Virum også med. Emma/Henrik vandt deres første kamp 3-0, men lodtrækningen bød allerede i kvartfinalen de topseedet Allan Bentsen/Eldijana Bentsen (Roskilde). Virum-parret gjorde deres bedste og fik et sæt. Det blev 3-1 til Roskilde-parret, som senere blev dansk mester.

Familie-duoen levede op til deres seedning