14 Virumspillere til Hvidovre stævne

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Hvidovre Stævne 2. & 3. september 2023

Skrevet af “Captain” (Christian) Streit

Så var der endnu et stævne på programmet her i starten af den nye sæson. Mange af de samme deltagere fra sidste weekends stævne i Brøndby, var nu også mødt op i Hvidovre her den 2. og 3. septemberfor at sikre sig en hyggelig weekend med masser af bordtennis. Hele 14 Virumspillere deltog i dette stævne – og igen i alle aldersklasser. Det man dog kan håbe på er at der fremadrettet også vil være nogle kvindelige spillere blandt Virum-tilmeldingerne, fordi denne gang var det udelukkende drenge/mænd: Mikkel Radoor, Siddharth Senthil, Leo Holm Olsen, Philip Kiel Jakobsen, Mathias Steen Kirchhecher, Silas Bennike Herzog, Simon Torpe, Jonathan Kiel Jakobsen, Liam Zhou, Erik Ambjørn, Tamim Mahmoud, Virgil Baran, Tue Dyekjær-Hansen og Christian Streit

Følgende rækker blev afholdt med Virumdeltagelse:

Ydr/Ypg B

Der var 4 spillere fra Virum tilmeldt i denne række. Mikkel Radoor og Leo Holm Olsen kom i samme 5-mands pulje og det gjorde Philip Kiel Jakobsen også med Siddharth Senthil. Det var total Virum dominans, da alle Virumspillere vandt alle kampe mod de resterende spillere, dvs. de indbyrdes kampe skulle afgøre hvilken placering Virumspillerne skulle have når det så gik videre til rene Virum semifinaler.

Mikkel vandt i 4 sæt over Leo, hvilket gav Mikkel førstepladsen i sin gruppe og Leo en 2.plads. I den anden gruppe besejrede Siddharth Philip, og dermed gik førstepladsen der til Siddharth og Philip måtte nøjes med 2.pladsen.

A-slutspillets semifinaler blev til en 4-sæt sejr for Mikkel over Philip, samt en 3-sæt sejr for Siddharth over Leo. Finalen blev så flot vundet af Mikkel i 4 sæt over Siddharth. Det betyder A-slutspil bronze til Philip og Leo, sølv til Siddharth og guldet til Mikkel. Sejt gået, Virum!

Ungdom D

Liam Zhou vandt 1 ud af sine 3 kampe som betød B-slutspil. Liam var tæt på A-slutspillet, da en 5-sæt match mod Sara Bentsen blev tabt. I B-slutspillets kvartfinale kunne Liam hente en flot 3-sæt sejr. I semifinalen var det så slut for Liam efter et 5-sæt nederlag mod den senere vinder. Men tillykke med B-slutspillets bronzemedalje.

Jonathan Kiel Jakobsen, Mikkel Radoor og Philip Kiel Jakobsen vinder alle deres 3 gruppekampe for at sikre A-slutspilpladser i overbevisende stil. Jonathan ryger ind i en 1/8-finale som desværre blev tabt. Mikkel og Philip starter slutspillet i kvartfinalen og begge henter 3-sæt sejre. Philip vinder sin semifinale, hvor Mikkel desværre taber mod Sara Bentsen. Tillykke med bronze til Mikkel. I finalen taber desværre også Philip til Sara fra Roskilde. Stort tillykke til sølvmedaljen til Philip.

Ungdom C

Jonathan Kiel Jakobsen formåede at vinde 1 af sine 3 puljekampe, hvilket betød B-slutspil for Jonathan. Her blev det så til et exit i 1/8-finalerne efter et 3-sæt nederlag.

Leo Holm Olsen, Philip Kiel Jakobsen, Mikkel Radoor, Silas Bennike Herzog og Simon Torpe fik allesammen spillet sig til A-slutspillet. Leo, Philip og Mikkel med 2 ud af 3 sejre, Silas med 3 ud af 4 sejre og Simon med 4 ud af 4 sejre. Desværre kunne ingen af disse Virumspillere vinde deres 1/8-finaler. Silas og Simon var dem, som var tættest på en sejr – begge med 4-sæt nederlag, hvor sidste sæt bare blev tabt med 2-point difference.

Ungdom B

Både Silas Bennike Herzog og Simon Torpe formåede at vinde 2 ud af deres 3 puljekampe, hvilket betød A-slutspilspladser for begge Virumspillere. Desværre var 1/8-finalerne endestation for begge spillere, da Silas tabte sin match i 5 sæt og Simon i 4 sæt.

Ungdom A

Mathias Steen Kirchhecher spillede denne række som kun havde 6 tilmeldte spillere, så det blev til en Alle-mod-Alle pulje for at finde slutplaceringerne. Mathias formåede at vinde 3 ud af sine 5 kampe, Stort tillykke til Mathias med en flot bronzemedalje.

 

Udover ungdomsrækkerne, blev der også spillet i åbne rækker, hvor alderen ikke spillede nogen rolle i tilmeldingen:

 

Åben C (ingen B-slutspil)

Jonathan Kiel Jakobsen kom i en svær pulje og måtte forlade rækken efter 3 nederlag i puljen. Det gik en smule bedre for Siddharth Senthil med 1 sejr ud af 4 kampe, men også det var ikke nok for en slutspilsplads.

Mikkel Radoor og Philip Kiel Jakobsen derimod formåede at sikre sig pladser i slutspillet med 2 sejre hver i deres 4 mands-puljer. Philip startede slutspillet i 1/8-finalerne, hvor det blev til et 4-sæt nederlag. Mikkel startede sit slutspil i kvartfinalen og Mikkel var meget tæt på at nå semifinalerne, men desværre blev det til et 5-sæt nederlag til den senere sølv-vinder efter at have udspillet modstanderen i de første 2 sæt.

Åben A (ingen B-slutspil)

Mathias Steen Kirchhecher vandt 1 ud af sine 3 puljekampe, hvilket ikke var nok til en A-slutspilsplads. Det er dog værd at nævne at sejren kom mod spilleren som ville ende med at få sølv senere i klasse 2 med langt højere rating end Mathias.

Christian Streit stormede igennem puljekampene med 3 sejre ud af 3 kampe. Det betød direkte en semifinaleplads mod Mathias Roslyng fra NFBK. Her blev det desværre til et nederlag for Christian i 5 sæt efter at have ført med 10:6 i 5.sæt. Øv for Christian men det gav stadig en bronzemedalje efter nederlaget til den senere vinder og højere ratede spiller.

 

Og så kommer vi nu til voksen-rækkerne:

Senior 6 (ingen B-slutspil)

Tue Dyekjær-Hansen formåede at vinde 2 ud af sine 3 puljekampe. Desværre var det ikke nok for at sikre sig en plads i slutspillet. Det var dog meget tæt på at være nok, da 1 af nederlagene var i 5 sæt med sidste sæt 12:14, så det var reelt set nok bare en bold som lige skulle vindes tidligere for at nå en slutspilsplads.

Senior 3 (ingen B-slutspil)

Tamim Mahmoud kunne vinde 1 af sine 3 puljekampe, hvilket desværre ikke var nok til en plads i slutspillet. Erik Ambjørn tabte alle sine 3 kampe, hvilket også betød exit for Erik. Mathias Steen Kirchhecher kunne ikke nå slutspillet med 1 ud af 3 sejre. Virgil Baran kunne dog med 2 sejre ud af 3 kampe sikre sig en plads i slutspillet. Det samme var gældende for Christian Streit. 1/8-finalerne blev desværre endestation for Virgil efter en ægte 5-sæt krimi, hvor 5.sæt blev tabt 10:12 efter flere matchbolde til Virgil. Christian røg som seedet direkte ind i kvartfinalen efter at have vundet sin pulje. Her blev det til en 4-sæt sejr hvilket bragte Christian ind til de top4. Her kunne Christian så besejre den spiller som tidligere havde slået Virgil ud. Og så i finalen blev det også til en sejr for Christian i 4 sæt over Rasmus Olesen fra Allerød. Stort tillykke til Christian – mig selv 🙂 med guldet.

Senior 2 (ingen B-slutspil)

Mathias Steen Kirchhecher var kommet i en svær 4-mandspulje hvilket desværre betød 3 nederlag og exit for Mathias. Tamim Mahmoud og Erik Ambjørn var kommet i den samme 5-mands pulje, og det blev til 1 sejr for begge mod ikke-Virumspillere. Det interne opgør kunne Erik så vinde i 5 sæt. For begge var dette ikke nok for at nå slutspillet. Virgil Baran var i topform og formåede at vinde alle sine 4 puljekampe – 2 af dem mod spillere med over 100 ratingpoint mere end Virgil. Christian Streit stormede også igennem Klasse 2 puljen med 4 sejre (1 af dem mod Mathias Roslyng, hvor Christian dermed fik revanche for nederlaget dagen før i semifinalen af Åben-A rækken) for også at nå førstepladsen i gruppen. Det betød at både Virgil og Christian var kommet til slutspillet. Virgil tabte desværre kvartfinalen i 5 sæt, men Christian kunne vinde sin kvartfinale mod en højere-ratede spiller i 5 sæt. Desværre blev det så for Christian endestation i semifinalen med et 4-sæt nederlag, hvilket gav Christian en bronzemedalje.

Alt ovenstående betyder at Virumspillerne formåede at hente 7x bronze, 2x sølv og 2x guld. Et virkelig stærkt resultat endnu engang for Virum. Og så glæder vi os alle sammen til næste stævne, hvilket vil blive afholdt i Amagerhallen d. 16. og 17. september 2023.