Guld: Martin Buch/Tobias Rasmussen (Hvidovre)
Sølv: Martin Buch/Pia Toelhøj (Hillerød)
Bronze: Theo Dyekjær/Magnus Hartvigsen (Silkeborg BTK)
Bronze: Theo Dyekjær/Emma Clement Vendelbo
Bronze: Emma Clement Vendelbo/Maja Hansen (OB)
Det er highlights fra dette års Senior DM som blev afviklet i Gladsaxe hallerne i weekenden. Men for flere handlede det ikke om medaljer, men gode kampe. Og dem blev der mange af. Virum deltog med 9 spillere.
I Senior Elite Herre Single var Martin Buch, Christian Kongsgård og Theo Dyekjær seedet til kvartfinalen. Hvor Christian måtte sige tak for denne gang i 1/8 finalen mod Ivik Nielsen, B75, kom Martin og Theo begge til kvartfinalen. Martin måtte (igen) ud i det sidste og afgørende sæt mod Allan Bentsen, som desværre trak det længste strå. Theo havde en velspillende kamp mod Tobias Rasmussen, som dog vandt 4-1. Virum havde også Christoffer Norman, Morten Hasselbalch, Theodor Rode, Sofus Andreasen og Gustav Larsen med i pulje-kval om fredagen. Gustav spillede nogle gode kampe som han tabte 4-1 og 4-2. I 4-2 kampen var Gustav ellers rigtig godt med mod Mads Pærregaard, Roskilde Bordtennis, BTK 61, men manglede lige det sidste. Sofus havde også to kampe i puljen. Den første vandt han sikkert 4-0 over Peter Sonne, Trelleborg BTK. Dernæst stod den på en kamp mod Jacob Henkov, Roskilde Bordtennis, BTK 61. En sand 5-sætsgyser som desværre faldt ud til Jacob med 11-9, som dermed sikrede sig videre kamp i slutspillet. Morten var ikke skarp i første kamp og tabte 4-0. I anden kamp gik det bedre mod den senere kvartfinalist Ivik Nielsen, B75. Morten vandt første sæt og førte 9-6 i andet, men fik ikke lukket dette sæt og tabte 12-10. De tre sidste sæt var velspillende, men Ivik var en tand bedre. Bedre gik det for Theodore Rode, som havde debut til Senior DM. Theodor havde en pulje hvor der var mulighed for lige kampe. Den første kamp mod Kasper Furbo, Greve BTK, var Theodor helt oppe på tæerne og spillede godt. En relativ sikker 4-1 sejr. I anden kamp skulle Theodor møde Dennis Rasmussen, Herlev. Theodor har tidligere spillet 5-sæts kamp mod ham, så der var håb. Theodor leverede en flot kamp, men Dennis trak det længste strå med en 4-2 sejr. Den sidste Virum spiller i ringen var Christoffer Norman. Norman spillede op til sit niveau og hev to gode sejre hjem mod Esben Rask Bach, BTK Tateni, derefter mod Kristian Aabye Harkjær, Amager BTK. Særligt den sidste kamp viste Norman styrke med en sikker 4-0 sejr. Det betød at Norman gik videre til cupkampene om lørdagen, men lidt ærgerligt bød lodtrækningen på klubkammeraten Theo Dyekjær. Norman præsterede dog flot ved at hive to sæt hjem.
I Senior Elite Dame var Emma Clement Vendelbo med. Emma, som virkelig har rykket sig det seneste år, var seedet 5-8. Emma levede op til den seedning med en relativ sikker sejr i 1/8, men mødte så topseedet Sofie Walløe i kvartfinalen. Emma bed fra sig og godt fra start ved at vinde første sæt. Sofie kom tilbage og vandt de næste 3 sæt. Emma kom tilbage og vandt et sæt mere, men herefter lukkede Sofie kampen.
I Senior Elite Herre Double spillede Theo Dyekjær/Magnus Hartvigsen (Silkeborg BTK). Det er de gjort i mange år og har høstet medaljer før. I år var parret 3./4. seedet, hvilket betød de sad over i 1/16 finalen. I både 1/8 og kvartfinalen spillede parret godt og vandt rimelig sikkert. I Semifinalen mødte de Thor Christensen/Peter Svenningsen. En gyser af en kamp hvor Theo/Magnus kom godt fra start ved at vinde de to første sæt 11-9 og 11-7. Da doublerne i modsætning til singlerne kun er 5-sætskampe, var der optimisme. Men modstanderne kom tilbage og tog tre sæt i streg 11-8 – og drømmene om en finaleplads forsvandt. Anderledes gik det Virums Martin Buch der havde godt selskab af Tobias Rasmussen. De var så stærke at de ikke tabte et eneste sæt igennem turneringen – det må siges at være stærkt, stort tillykke med guldmedaljen! Også Theodor Rode/Morten Hasselbalch var til start. Parret har en del gange spillet Østserie sammen med succes, men det var første gang de spillede sammen til et stævne og ikke mindst et mesterskabsstævne. I første kamp skulle de møde et stærkt Gladsaxehold Erik Høier/Janus Bedsted. Theodor/Morten fik en god start, men første sæt gik til Gladsaxe. Virum-parret kom godt igen og fik leveret en god solid sejr med 3-1. Herefter i 1/8 finalen ventede sidste års DM-sølvvindere Ivik Nielsen/Martin Nielsen (B75). Theodor og Morten satte hårdt ind fra start og vandt første sæt 11-6. B75-parret fik justeret og tog andet sæt. Tredje sæt var tæt og gik desværre til modstanderne 12-10. Theodor/Morten kom godt fra start i 4. sæt med en 6-2 føring. Den vendte til 10-6 til B75, hvorefter Virum-spillerne kom op på 10-10. Så var der spænding og gode dueller. Virum havde flere sætbolde frem mod 14-14, hvor B75 fik lukket med 16-14. Ærgerligt, men en god kamp. Christoffer Norman/Gustav Larsen fik ikke den start de havde ønsket sig. De spillede mod Hvidovres Oliver Berntsen og Oliver Petersen, som vandt 3-0.
I Senior Elite Dame Double spillede Emma Clement Vendelbo/Maja Hansen (OB). Et stærkt par som i årevis har spillet sammen. De vandt i kvartfinalen 12-10 i femte sæt, men måtte i semifinalen se sig slået 3-0.
I Senior Elite Mixdouble var de forsvarende danske mestre Theo Dyekjær/Emma Clement Vendelbo klar til at forsøge igen. Efter en første kamp hvor Theo var ved at komme for sent, skulle parret lige i gang og tabte første sæt til kampen mod Adam Nottelmann/Ida Schøsler, Brønshøj/København. De fandt dog spillet frem og vandt 3-1. Kvartfinalen vandt parret i en 5-sætter, hvorefter topseedet Sofie Walløe/Tobias Rasmussen ventede. Det blev for stærk en modstander for Virum-parret.
En anelse bedre gik det 2. seedet Martin Buch/Pia Toelhøj (Hillerød). De cruisede igennem rækken og mødte for alvor først modstand i finalen. Her var den dog ligeså stor, selvom det var meget tætte sæt og parret fik et sæt. En flot sølvmedalje!