Virum var med til Sweden Tour Halmstad Master

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

I weekenden blev der taget hul på årets Sweden Tour. Sweden Tour har en række stævner over året, hvor det første blev afholdt i Halmstad i weekenden 2.-4. september 2022. Her deltager rigtig mange af Sveriges bedste ungdomsspillere, men også spillere fra Norge og Danmark var vel repræsenteret. Også på Herre og Dame elite siden var der stærke navne med. Bl.a. havde verdens pt. nr. 5, Truls Möregårdh fundet vej. Truls vandt da også Herre Elite single uden de store vanskeligheder. Det var lige før at Virums træner Antoine Harchard mødte Truels i finalen. Antoine nåede semifinalen, hvor han tabte i femte sæt. Også Virums Theo Dyekjær var med i Herre Elite. Theo vandt sin pulje med tre sejre. I sin første kamp efter puljen tabte Theo desværre 11-13 i femte til Lee Larsson.

I ungdomsrækkerne var nærmest alle Danmarks bedste pige/drenge og dame junior/herre junior til stede. Det var fantastisk at se mere end 30 danske spillere stille op til dette store svenske stævne. Den yngste række var U12. Her stillede Emil Hasselbalch fra Virum op i P12 (pojkar). Emil var seedet tre i rækken og levede også op til det med tre ud af tre sejre i puljen uden at afgive sæt. Også den første kamp efter puljen var uden sæt-tab. I kvartfinalen mødte Emil svenske Nils Boberg, som han havde slået dagen før i P13 med 3-1. Denne gang var det dog Boberg som trak det længste strå med en 3-2 sejr. Emil blev således nr. 5.

I F13 (Flickor) havde Virum Sally Lou med og i P13 Emil Hasselbalch. Sally har ved tidligere Sweden Tour stævner vist at hun kan være med helt fremme. Denne gang var ingen undtagelse, Sally blev flot nr. 2 efter en fem-sæts gyser, hvor hun tabte 9-11 til Angelina Bebawy i det afgørende sæt. Emil vandt i sin række sin pulje med tre sikre sejre. Herefter ventede 1/16 finalen. På trods af ikke mindre end 64 deltagere, mødte Emil en spiller fra Vestegnen BTK, Nikolaj Wirk. Emil levede op til favoritværdigheden med sætcifrene 11-2, 11-8, 11-6. I 1/8 finalen mødte Emil en stærktspillende Leon Hallberg, Halmstad BTK, som vandt 11-5 i femte og afgørende sæt.

I U14 havde Virum også Sally Lou og Emil Hasselbalch med. Sally var seedet to i rækken og skulle således ikke spille puljespil. Sally vandt relativt sikkert 1/8 og kvartfinalen. I semifinalen måtte Sally dog igen se sig slået af Angelina Bebawy. Denne gang i fjerde sæt. I P14 kom Emil godt fra start med tre ud af tre sejre i puljen. Emil tabte kampen (1/16 finalen) efter puljen til Sebastian Larsson, Spårvägens BTK.

I P15 stillede Kevin Zhou. I denne række var systemet lidt anderledes. Her blev der spillet én kvalifikationskamp til cup-spillet. Tabte man denne, var man ude. Kevin tabte sin kval-kamp 0-3 og var dermed ude af P15. Kevin fik dog igen chancen i P16, hvor der var puljespil. Her vinder Kevin over Walter Klingström, Tibble-Kungsängen BTK. Det var nok til at gå videre. Her møder Kevin en meget stærk svensker, Emil Gjörling, Ängby SK. Kevin spiller en rigtig god kamp, men taber 11-4 i femte sæt.

I F16 var både Sally Lou og Emma Vendelbo med på pigesiden. De var begge godt spillende i deres puljer, hvor de vandt deres to kampe. De vandt begge deres efterfølgende to kampe. I kvartfinalen måtte de dog begge se sig slået af henholdsvis Maja Hansen, OB og Agnes Svensson, Halmstad BTK.

I Herre18 var Sofus Andreasen med. Han var i en tre-mandspulje, hvor han vandt en og tabte en. Sofus vandt sikkert over Emil Gjörling, Ängby SK, 3-0. Efter puljen mødte Sofus Elias Sjögren, Ängby SK, og tabte 0-3. Også i Dame18 var Emma Vendelbo med. Emma gik videre fra puljen med to sejre og vandt også den efterfølgende kamp. Derefter skulle Emma møde sin velkendte modstander fra de dansker stævner, Maja Hansen. Med to uheldige bolde ved 10-10 i femte, måtte Emma sige farvel til Dame18-rækken.

I Herre20 var Theo Dyekjær med. Det var Cup-spil fra start. Theo vandt sine første tre kampe, men måtte i kvartfinalen se sig slået af Max Hedbom, BTK Rekord i fjerde sæt.

Et godt og veltilrettelagt tre-dages stævne i Halmstad er over, næste Sweden Tour stævne er i Helsingborg den 30. september – 2. oktober. Også her er der allerede Virum-spillere på startlisten: Emil Hasselbalch, Felix Stahl Eriksen, Theodore Rode, Kevin Zhou og Emma Vendelbo. Mon ikke et par stykker flere finder vej til startlisten.