Martin Buch havde igennem en længere kvalifikationsturnering i forsommeren kvalificeret sig til EM i bordtennis i München i sidste uge. Han stillede op samme med de andre danske profiler: Jonathan Groth, Anders Lind og Tobias Rasmussen.
Martin startede med mixdouble turneringen, hvor han spillede sammen med Ines Matos, Ungarn. De bliver nr. 17 i turneringen. Med en matchbold i 1/16 finalen var parret sågar meget tæt på at gå videre.
I herre double spillede Martin sammen med Tobias Rasmussen. Her leverede danskerne med sejrer i deres to første kampe og sikrede sig dermed 1/8 finalen.
Her stod de regerende verdensmestre fra Houston 2021 som modstander. Svenske Falck og Karlsson var dermed favoritter, men Martin og Tobias havde ikke i sinde at gøre det let for svenskerne. Danskerne taber første sæt, men kommer godt igen i andet sæt. Derfra trak svenskerne dog fra og sikrede sig en 3-1 sejr. Svenskerne blev senere europamestre, så det var bestemt ingen skam at tabe til dem.
I single turneringen var Jonathan seedet direkte til hovedturneringen, hvorimod at Martin, Anders og Tobias måtte igennem et indledende puljespil. Martin skulle spille op til sit bedste for at gøre sig forhåbninger om at gå videre til hovedturneringen. Heldigvis var Martin helt på toppen. Han vandt to kampe i gruppen. Her mødte han Ivik, Mladenovic og Deni Kozul. Her tabte han til Deni og vandt over de to andre – og blev således 2’er i gruppen og skulle spille to “preliminary rounds”. Her slog Martin serbiske Aleksandar Karakasevic 3-1 i den første kamp. En flot sejr mod en yderst erfaren modstander. I den anden kamp vandt Martin over Alexandrov fra Bulgarien. Til denne sejr skriver Bordtennisdanmark: “Buch har spillet sit bedste nogensinde, han spiller disciplineret og havde modet til at spille med det rigtige tryk i boldene”. I et interview til Bordtennisdanmark efter kampen, siger Martin: ”Efter lidt startnerver fandt jeg ud af, at jeg skulle loope uden for meget skru på 1. åbningen, så lå de næste bolde fint til at afgøre”. Martin var dermed stærkt videre til hovedturneringen. Her skulle han møde den tyske verdensstjerne og OL bronzevinder Dimitri Ovtcharov (nr. 9 i verden). Den bedste spiller Martin har mødt. Martin var med fra start i første sæt, som han desværre tabte knebent 13-11. I 2. sæt førte Martin 4-1, men blev så blæst bagover og tabte 11-6 og næste sæt 11-5. Herefter toppede Martin med et rigtig godt spil og vandt hele 11-6. Herefter lukkede Ovtcharov dog for kampen med 11-6 og dermed 4-1 i sæt. Hermed var EM slut for Martin. Med sig hjem har Martin selvtillid og kan se at han kan være med helt fremme spillemæssigt og mentalt.
I et interview med Virum-Sorgenfri BTK efter turneringen, blev Martin spurgt ind til hvordan han havde forberedt sig op til EM. Hertil svarer Martin: ”Mine ambition og indstilling var egentlig at spille hver bold 100 %. Jeg tænkte ikke særlig meget på andet end det, så det er helt sikkert noget jeg vil holde fast i. Tit har jeg tænkt alt muligt og lavet vilde analyser af hver kamp, og derfor haft alt muligt i hovedet. Men denne gang tænkte jeg at holde mig til mit spil og se hvad der skete i det første sæt, og så tage den derfra. Det gjorde rigtig meget ikke at have alt muligt i hovedet for mig. Mit spil blev mere komplet og det hele blev mere simpelt. Martin var kort inden EM til NETU med landsholdet. Martin vandt ikke meget her, men havde masser med hjem til de 5-6 træningsdage imellem NETU og EM. Her havde Martin også drøftet med landstræner Linus hvordan de skulle træne de sidste dage op til EM. Her fortæller Martin, at de sammen fandt frem til en brugbar model for træningen: ”Jeg snakkede med Linus og han sagde at det sidste stykke tid og helt generelt, at jeg har trænet meget mine svagheder. Han mente vi skulle fokusere på styrkerne her de sidste dage op til. Så det sidste stykke tid trænede vi mine styrker, og det synes jeg bare gav super god mening. Fordi hvis du alligevel i kampen spiller 70 % eller 80 % på en bestemt måde, men træner på en helt anden måde lige op til, så giver træningen ikke altid rigtig mening. De slags bolde man spiller fleste gange, skal man være god til og derfor også træne mest på inde en turnering eller kamp – det synes jeg er en rigtig vigtig ting, jeg har taget med”.
Det bliver utroligt spændende at følge Martin’s fortsatte udvikling.
Et stort tillykke med de gode resultater fra Virum-Sorgenfri BTK