Ny i klubben – velkomstbrev

Velkommen til Virum Sorgenfri Bordtennisklub (VSBTK)

 

Kære forældre og nye spillere

At starte til en ny sport og i en ny klub kan være svært og forvirrende, og bordtennisverdenen er fyldt med nye begreber, som måske kan være svære at forstå, hvis man ikke har bevæget sig i denne verden før. Derfor har vi samlet et par ting der er gode at vide, når man starter som ny spiller i VSBTK.

Træning:

Træningen foregår som regel i kælderen i Virumhallen eller i Hal 2. Træningstidspunkt- og sted afhænger af hvilket hold, du spiller på og kan ses på hjemmesiden (https://www.virumbtk.dk/traening/).

Det er en god idé at komme lidt før, så man er klar og omklædt, når træningen starter. Efter træningen forventes det at man hjælper til med at samle bolde ind, sætte borde på plads og rydde op i træningssalen. Husk at tage en drikkedunk med, der er ikke adgang til vand i kælderen.

Udstyr:

At købe bordtennisbat kan virke som en umulig opgave med de mange valgmuligheder, man bliver præsenteret for. Skal battræet være offensivt eller defensivt, håndgrebet konkavt eller lige, og skal battet føles mere hårdt eller blødt? Og så er man ikke en gang nået til belægningerne endnu, for også her skal der vælges fra utallige hylder.

Som nystartet er det fint, at vælge et standard begynder bat, som kan købes i de fleste sportsbutikker.

Du kan også tage en snak med en af de dygtige trænere på dit hold. De kan vurdere, hvilken kombination af det hele der passer til en spiller på dit niveau, og de kan rådgive om hvad der skal købes.

Husk også at VSBTK har Butterfly som udstyrssponsor, og man får derfor 20 % rabat ved indkøb i Butterfly-shoppen (Butterflyshop.dk). Husk derfor at skrive ”ButVir” som kampagnekode,  når du bestiller på hjemmesiden. Rabatten fratrækkes den endelige betaling når varerne afsendes.

Butterly-shoppen ligger i Greve, og man kan sagtens fysik besøge butikken og få råd og vejledning til et godt begynderbat.

Hvis dit barn ønsker klubtøj med navn og logo, skal dette bestilles direkte hos Preben, der står for Butterfly-shop.dk. Dette gøres ved at sende en mail til PL@butterflyshop.dk Du kan læse mere om klubtøjet her: https://www.virumbtk.dk/om-klubben/klubtoej-2/

Klubben arrangerer prøvedage i starten af sæsonen, hvor du kan prøve tøj og bestille.

 

Holdsport:

Den daglige information/kommunikation med klubben foregår på holdsport.dk eller i appen Holdsport.

Man skal oprettes som bruger, og kan herefter anmode om medlemskab på det VSBTK-hold som man er spiller på.

Invitationer til arrangementer, informationer om træning og kontingentbetaling kommer primært her. Så opret dig og så får klubben automatisk informationer om at du nu er medlem.

Det er en god idé at slå notifikationer til, så du altid er opdateret på de nyeste informationer fra klubben.

Det er også her at man kan finde kontaktinformationer på de andre spillere fra ens hold, så tøv ikke med at spørge om hjælp etc her.

Stævner:

Når man har svedt og knoklet i kælderen under Virum-hallen, vil man selvfølgelig ud og vise sit talent.  Knudepunktet for stævner, ratinglister og aktiviteter i bordtennisverdenen er Bordtennisportalen.dk. (www.bordtennisportalen.dk)

Her kan man gratis oprette sig som medlem, (husk at tilmelde dig som medlem af Virum-Sorgenfri Bordtennisklub) hvorefter der er en lang liste af stævner, man kan melde sig til (husk dog Licensen- se næste punkt).

Der er flere niveauer af stævner, der giver mulighed for at spille kampe i forskellige stævneformater.

Som nybegynder anbefaler klubben, at man starter med pointstævner, som normalt afvikles i et mindre setup hos lokale klubber i regionen. Her er fokus primært på at møde spillere fra andre klubber, og prøve at spille kampe.

Pointstævne afvikles som en formiddags event, hvor man spiller 3 – 4 kampe i en pulje.

Tilmelding til pointstævner foregår via opslag fra klubben på Holdsport.

Hvis man vil prøve at spille i et større setup, afvikles der en række weekendstævner af klubber rundt om i landet, hvor stævnet foregår i store sportshaller med mange borde (16 – 20 borde).

Du tilmelder dig et stævne via Bordtennisportalen.

Disse stævner har forskellige rækker, man kan stille op i. Rækkerne er dels inddelt i aldersgrupper, og i ratingintervaller. Man kan altid stille op i en række højere end ens alder/rating tillader, men man må ikke spille i rækker under ens niveau. (læs mere om rating senere i dette dokument)

En mere nøjagtig beskrivelse af stævnernes rækkeinddeling kan findes på BordtennisDanmarks hjemmeside (https://bordtennisdanmark.dk/om-btdk/regler-skemaer-og-vejledninger/staevneraekkernes-rating-intervaller/).

Man kan godt stille op i flere rækker i samme stævne.

Spørg din træner, hvilke rækker, som de mener, at du skal tilmelde dig.

Licens:

Før man løfter pokalen i sit første stævne, skal man sørge for at have en licens.

Normalt tilføjes alle ungdomsspillere en licens, når de er oprettet på Bordtennisportalen. Licensen er gratis for alle ungdomsmedlemmer.

Har spilleren ikke nogen licens, hvilket vil fremgå af spillerens profil på portalen, så kontakt Klaus Møller i klubben.

Licensen fornys automatisk af BordtennisDanmark (BTDK) hver sæson.

Ratingpoint:

Ratingpoint kan være en svær størrelse at blive klog på, men bruges overordnet til at beskrive en spillers niveau.

Alle spillere med gyldig licens og mindst 1 kamp på CV’et får et ratingtal, og ratinglisten opdateres hver 4.uge.

Ens startrating bliver udregnet på baggrund af alder. Herefter får/mister man point når man vinder/taber kampe til stævner og i holdkampe. En mere overordnet forklaring findes igen på https://bordtennisdanmark.dk/om-btdk/regler-skemaer-og-vejledninger/rating/

Som udgangspunkt bør I ikke fokusere så meget på ratingtallet. Det vigtigste er, at man møder nogle spillere på ens niveau, og får spillet nogle gode kampe. Rating bruges som en ”pegepind” til at finde ud af, hvilke rækker, man kan spille i, hvis man vil ud og spille stævner.

Faste arrangementer:

I VSBTK er der nogle faste arrangementer i løbet af en sæson.

Uden at gå for meget i detaljer kan nævnes klubtur til Odense i første weekend af december, juleturnering i december, sommerlejr i første uge af sommerferien samt klubmesterskabet i juni.

Der vil blive sendt informationer ud på holdsport/mail om de enkelte arrangementer når dette bliver aktuelt.

Opslagstavlen:

Gør dig selv den tjeneste at kigge på opslagstavlen i kælderen en gang imellem. Her kommer der også løbende nyheder samt informationer om stævner og arrangementer.

Brug for hjælp?:

Du kan altid kontakte dine trænere eller ungdomsudvalget hvis du har spørgsmål, eller kontakte klubben via holdsport.

Desuden kan man også finde en masse informationer om klubben, og holde sig opdateret, på klubbens hjemmeside Virumbtk.dk og Facebookgruppen ”Virum-Sorgenfri Bordtennisklub”.

Velkommen!!!! 😊

Ungdomsudvalget

Virum Sorgenfri Bordtennisklub