Henrik Guldahl debuterede som dommer ved Senior DM

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Til DM for senior var det ikke bare spillere fra Virum der deltog, bag dommerbordet havde der også indfundet sig en dommer fra Virum, nemlig Henrik Guldahl. Virum BTK fangede Henrik efter sin første dommergerning for at høre hvordan det var at være ‘på den anden side’ til DM

Virum BTK: Tillykke med din første dommertjans til et mesterskab. Kan du beskrive hvordan du endte med at blive dommer til DM?
Henrik:Det begyndte faktisk lidt ved et tilfælde. Anja Bech Jensen fra Espergærde Bordtennisklub spurgte mig om jeg kunne tænke mig at komme med til Bordtennisfestival i Fredericia en weekend tilbage i november 2023, hvor der var fri tilmelding til et dommerkursus i bordtennis, som varede hele lørdagen. På kurset fik vi at vide at dette var den teoretiske del, hvor den praktiske uddannelse ville være oplagt at erfare sig til DM i 2024. I den mellemliggende periode kunne vi så selv læse bordtennisreglerne, som primært læses på engelsk. Og der er virkelig meget som skal læses, hvis man som jeg ikke er skarp i reglerne i forvejen.”

Virum BTK: Hvor mange dommere var I, og hvordan foregår fordelingen af kampene mellem jer?
Henrik:Vi var ca. 12 dommere til DM, og kampene blev fordelt ligeligt. Jeg dømte fire kampe om fredagen, og seks om lørdagen så vidt jeg husker, altså ti kampe i alt“.

Virum BTK: Hvilken rolle spiller overdommeren ift. jer almindelige dommere?
Henrik: Ud over at være overdommer, altså tage de endelige beslutninger hvis der er tvivl om reglerne, så forestår overdommeren også det praktiske med at modtage kampresultater og uddele nye kampe til os dommere, så han varetager også den overordnede styring.

Virum BTK: Hvordan føltes det at skulle dømme disse vigtige DM kampe?
Henrik: “Jeg må indrømme det var lidt nervepirrende, fordi jeg ikke havde prøvet det før, og dermed heller ikke helt præcist vidste hvad der var vigtigst at vide, ligesom jeg naturligvis også tænkte på om jeg nu også havde styr på alle regler, specielt de mest basale, men det gik heldigvis rigtig fint.”

Virum BTK: Var der situationer hvor du var i tvivl om kendelser og hvordan håndterer du tvivlen som dommer?
Henrik:Som dommer skal man være 100% fokuseret hele kampen, det er faktisk utroligt mentalt trættende, men med rutinen bliver det naturligvis lidt nemmere tænker jeg. Der var nogle situationer hvor jeg lige kom i tvivl om noget af forskellige årsager, men jeg er meget pragmatisk anlagt, så jeg spurgte bare spillerne som altid var meget hjælpsomme, og når de bare er enige, så var det en rigtig fin måde at løse det på. Så man kan sige at jeg håndterede tvivlen ved at involvere spillerne, og bruge dem aktivt og støttende, det fungerede rigtig godt for mig, og for spillerne var mit indtryk”.

Virum BTK: Hvad var de fedeste oplevelse til DM?

Henrik:At opleve DM på denne måde, som dommer sammen med de andre dommere, og dermed også se mange kampe og god bordtennis, og opleve den intense stemning hvor jeg f.eks. havde tre kampe i træk både fredag og lørdag, det var ret fedt! Overdommeren fortalte mig også at både Anja og jeg havde dømt vores debut over al forventning, det var naturligvis meget opløftende at få denne tilbagemelding, ellers ville jeg nok have overvejet min fremtidige dommerkarriere hvis tilbagemeldingen havde været mindre positiv. Og så var det naturligvis fantastisk at se både Martin og Tobias i finalen om søndagen, det var et stort højdepunkt med deres flotte spil. Martin Buch Andersen er jo Virum spiller, og Tobias Rasmussen kalder jeg ”verdens bedste træner for nybegyndere over 50 år”, han har i den grad hjulpet mig til at blive en bedre spiller”.

Virum BTK: Hvad tænker du om dine fremtidige dommergerninger?
Henrik:Jeg vil utvivlsomt forsøge at holde mine kundskaber vedlige, og dømme et par ligakampe i løbet af året inden næste DM, som jeg tænker at sige ja tak til at dømme hvis jeg bliver spurgt. Desuden er jeg blevet inviteret til at være dommer ved VM i Racketlon i maj, så det bliver forhåbentlig også en stor oplevelse, og nu har jeg jo fået lidt praktisk rutine😊.”