3 lokale medaljevindere ved EM

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

EM i bordtennis blev i slutningen af juni afviklet i Sandefjord i Norge. Virum/Sorgenfri Bordtennisklub stillede op med Henrik Vendelbo i 50 års-kategorien og Niels Ramberg og Niels Poulsen i 75 års-kategorien. Og igen kom klubbens spillere hjem med medaljer.

Henrik Vendelbo tabte ganske vidst i 3. runde i single til den tidligere klubkammerat Istvan Moldovan fra Norge, men i double gik det bedre. Her vandt Vendelbo guld sammen med Thierry Miller. Den dansk-schweiziske konstellation havde 3 gange tidligere stået i kvartfinaler ved EM og VM, men denne gang skulle det være. Det blev til 7 sikre sejre før finalen mod Moldovan fra Norge og Johan Eriksson fra Sverige, der dog kom foran med 2-1 i sæt. Men med to gange 11-4 i 4. og 5. sæt blev det til sejr for Virum/Sorgenfris Henrik Vendelbo.

I 75 års kategorien var både Niels Ramberg og Niels Poulsen i semifinalerne i single. Begge led dog nederlag til Wilfried Lieck fra Tyskland. Niels Poulen i semifinalen og Niels Ramberg i finalen (9-11 i 5. og afgørende sæt). I double spillede Poulsen og Ramberg sammen og måtte efter sætføring på 2-0 se sig besejret i semifinalen mod et tysk par.

Legenderne Niels Ramberg og Niels Poulsen med endnu en medalje.

Dermed blev det til en guld-, en sølv- og to bronzemedaljer til Virum/Sorgenfris bordtennisspillere ved 2023 udgaven af europamesterskaberne. I 2024 foregår VM i Rom, hvor en del af klubbens spillere også forventes at deltage.