Sæsonen skudt i gang

Thomas Ismiris Ukategoriseret Skriv en kommentar

Så blev sæsonen skudt i gang for vores hold i Bordtennisligaen og 3. division.

1. holdet vandt lørdagskampen med klare 5-0 mod København, der stillede op med et homogent – men på dagen ufarligt hold. Det afspejlede sig da også i kun få sættab til VSBTK holdet, der var Mikkel Hindersson, Christian Kongsgaard, Theo Dyekjær og Lars Hauth, der erstattede Henrik Vendelbo, som døjer lidt med en øm albue.

Dagen efter var det så et tidligt topopgør mod Næstved, der ligesom VSBTK havde vundet deres første kamp. Og det blev en tæt affære. Næstved bragte sig foran med 3-1 efter to sejre i 2. parkryds – bl.a. med en sejr til den tidligere Virumspiller Malte Möregaardh over Lars Hauth. Kun Mikkel Hindersson vandt for VSBTK med en sejr over en ung tjekkisk spiller.

Herefter var det tid til 1. parkryds, hvor VSBTK indhentede Næstveds føring. Mikkel sejrede flot over Hampus Søderlund, og Christian Kongsgaard vandt over tjekken.

Det hele skulle således afgøres i 2. parkryds, hvor Lars og Theo desværre måtte se sig besejret med 2 x 1-3 mod en anden tjekke og Malte Möregaardh. Derfor endte kampen med en 5-3 sejr til Næstved.

I øvrigt spillede Mikkel Hindersson en fejlfri weekend og vandt samtlige sine kampe med 3-0, så det er svært at være utilfreds med den indsats. Christian Kongsgaard vandt 2 af 3 kampe, Theo Dyekjær 1 af 3 og Lars Hauth også 1 af 3 kampe.

3. division blev også skudt i gang med en udekamp mod Hillerød III. Det var vigtigt med en god start på sæsonen, hvor målsætningen er oprykning til 2. division. Henrik Vendelbo spillede trods den ømme albue, David Hindersson havde taget den hårde forhånd med, Steffen Aagesen kæmpede trods en mindre stabil træningsperiode, og den altid stabile Jesper ”Doctor” Christensen viste også fight, da det gjaldt. En sikker 8-2 sejr blev bragt i hus på 1 time og 45 minutter.

Så alt i alt en god weekend. Vedhæftet er klubbens nye klubtrøje, som alle skulle erhverve. Den er behagelig, flot – og så opfylder den reglerne om, at alle hold skal stille op i ens klubtrøjer.  

Kontakt gerne Preben Larsen i Butterflyshoppen via pl@butterflyshop.dk eller på tlf. 70131333 / 26878121