Debatforum

Please or Tilmeld to create posts and topics.

Virum 6: 1.kamp i Træningsturneringen Serie 3

Onsdag 14-08-2019 var datoen hvor Virum 6 startede træningsturneringen i Serie 3! Selvom det først er den rigtige sæson, som starter i slut september, som er den, som virkelig betyder noget, har Virum 6 allerede meldt klart ud til fans og sponsorer at man vil gå efter guldmedaljerne allerede i denne træningsturnering. Virum 6 vurderer at det er den bedste måde at forberede sig på til den rigtige turnering, allerede fra i går at gå ind til hver eneste kamp, hver eneste sæt – for ikke at sige hver eneste point – med en stærk vinderkultur, vindervilje samt den team spirit som har gjort Virum 6 et mærke indenfor midaldrende mænd og kvinder i bordtennis danmark 🙂

Med det ”mindset” tog Gunni, Peter samt sommerens "kongetransfer" Morten op til Hillerød med et ønske om at sende Virum 6 fra start med en sejr og de dertil-hørende 2 point.

Morten fejrede også hans debut i ordentlig stil med at vinde første kamp med 3:0 i sæt uden store problemer. Dermed var Virum 6 hurtigt foran 1:0. I kamp 2 i første runde blev det allerede til en gyser for Gunni, som på et tidspunkt var bagud 1:2 i sæt. Men så fandt Gunni sin rytme, og vandt en 3:2 sejr, som skulle ende med at være meget afgørende. Stillingen var dermed 2:0 til Virum. Det skulle ikke forblive den eneste gyser i første runde: Peter spillede fremragende og sikrede sig de første 2 sæt i sin kamp. Desværre kunne Peter ikke holde fast i den gode stime og måtte give sejren til Hillerød i et meget tæt 2:3 sæt nederlag. Dermed var stillingen efter første runde 2:1 til Virum.

2. runde startede igen med vores debutant, hvor Morten igen lod sin modstander ingen chance og vandt i dominerende stil i 3 hurtige sæt. Stillingen var dermed 3:1. Peter og Gunni kæmpede hårdt men måtte desværre giv sejren i deres kampe i runde 2 til Hillerød i 0:3 nederlag. Dermed var stillingen 3:3 efter runde 2, og den kommende double skulle placere et af holdene i førerstolen før de sidste 3 singler.

Her spillede Gunni og Morten en flot double og besejrede et stærkt Hillerød team med 3:1 i sæt og gav dermed Virum en meget vigtig 4:3 føring før de sidste 3 singler.

Først var det Peters tur til at prøve at sikre det vigtige 5.point, men det lykkedes desværre ikke, da modstanderen nok var lidt for stærk i de afgørende dueller. Dermed var stillingen 4:4. Mere spænding er umuligt. Morten kunne ende dagen med 3 single sejre og 1 double sejr, da han også vandt sin sidste single – denne gang dog med 1 tabt sæt – for første gang. Transferansvarlig holdkaptajn Christian var yderst tilfreds med denne sommer transfer! Stillingen var 5:4 til Virum med kun Gunni's sidste kamp tilbage som skulle afgøre om Virum skulle vinde holdkampen eller om Virum måtte nøjes med et uafgjort. Heldigvis fandt Gunni sit A-spil frem og komplet udspillede modstanderen og vandt i 3 sæt hvor modstanderen kun formåede at vinde 15 point totalt i 3 sæt.

Da dette var åbningskampen for vores række, kunne Virum – i det mindste for 1 nat – lægge sig på topplaceringen (en placering som Virum 6 kender rigtig godt og et sted hvor Virum 6 føler sig yderst "hjemme". 15-08-2019 står så 2 yderligere matcher på programmet, hvor vores næste 4 modstandere spiller mod hinanden. Chancen at vi efterfølgende stadig ligger på 1.pladsen er nok ikke særlig stor (kræver 6:4 eller 5:5 resultater i begge kampe), hvilket gør næste kamp nu på onsdag 21-08-19 hjemme i for-alle-modstandere skrækindjagende Virumhallerne mod Jægerspris endnu vigtigere for Virum 6. Holdkaptajn Christian må virkelig tænke sig gevaldigt om senere i aften, hvilke spillere skal repræsentere Virum 6 i de næste kampe - heldigvis har vi mange ivrige og særdeles dygtige spillere, som alle gerne vil spille, hvilket gør valget til en hård beslutning men også lidt af et luksusproblem for "Mr. Captain".