Seriehold 2025/2026
Skrevet af Christian Streit
Runde 18 ud af 18
Virum4: Østserie: Holdkaptajn Henrik Koch
Henriks Østseriehold skulle i onsdags møde det næst-stærkeste hold i rækken – Helsingør – på hjemmebane for at afslutte denne sæson. Kaptajn Koch havde ikke spillet i over 2 uger, så holdopstillingen blev uden kaptajnen, men Henrik var til stede for at give tips og sørge for en god stemning. De 4 valgte spillere var Karsten Flemin, Frederik Vater Sørensen, Felix Stahl Eriksen og Julius Bach Jensen.
Karsten/Frederik vandt deres double og Felix/Julius tabte deres – dette betød singlerne startede med en 1:1 stilling.
De unge stjerner Julius og Felix kunne begge sikre sig 2 single sejre ud af 3 – Frederik kunne tilføje 1 sejr til Virums pointkonto og Karsten måtte desværre tage hjem uden en single sejr denne gang. Det betød at Virum havde tabt deres sidste kamp i denne sæson mod et af de stærkeste Østseriehold med 6:8 – stadig en rigtig god indsats.
Også fremragende at ende denne sæson på en 5.plads – med hele 11 point ned til playoff kampens 8.plads og 14 point ned til nedrykningspladserne. Nu kan holdet gå på tidlig sommerferie, og så blive klar til en ny Østserie-sæson startende engang i slut September/start Oktober.

Virum5: Serie1: Holdkaptajn Christian Streit
Kaptajn Streits hold skulle i onsdags en tur til Frederiksværk for at spille sæsonens sidste kamp. Uanset resultatet ville Virum afslutte denne sæson på en 3.plads i rækken. Kaptajn Streit måtte hjælpe sidste weekend på divisionsholdene, hvilket betød kaptajnen ikke længere måtte spille med i Serie1. Holdopstillingen blev dermed Kent Jensen, Robert Petersen, Anders Stahl Eriksen og Henrik Guldahl.
Kaptajnen fik senere at vide at Frederiksværk-spillerne var blevet noget forvirrede over ikke at se den kendte GRØNNE WERDER-bil parkeret foran hallen!
Det var klart fra starten at dette vil blive en meget lige kamp, da man tidligere på sæsonen kun kunne besejre Frederiksværk på hjemmebane med 8:6. Dermed var Frederiksværk hos bookmakerne minimalt favoriseret i denne holdkamp.
Doublerne skulle bevise at styrkeforskellen mellem disse 2 hold er nærmest 0, da Robert/Anders vandt deres double lige så sikkert i 3 sæt, som Kent/Henrik tabte deres double i 3 sæt. Dermed var stillingen 1:1 før singlerne startede.
I den første runde af singlerne blev alle kampene afgjort i 3 sæt. Og stillingen var 3:3 efter denne runde, da Robert og Henrik måtte sande nederlag, hvorimod Kent og Anders trak det længste strå i deres singler. Så spændingen var intakt før næste runde af singlerne. Ret ”morsomt” at stillingen var 3:3 og alle 6 kampe var indtil videre afgjort i bare 3 sæt.
Imod alle odds skulle alle 4 kampe i 2.runde af singlerne også ende i 3-sæt matches. Og det var igen lige fordelt med sejrene. Denne gang vandt Kent og Robert. Henrik og Anders måtte acceptere nederlag. Det tror jeg ikke nogensinde er sket før at efter 10 spillede kampe var stillingen 5:5 – dog var alle 10 matches afgjort i 3 sæt. Så en meget lige holdkamp uden at have en eneste spændende match 😊.
Så alt skulle afgøres i den sidste 3. runde. Og så var det i match nummer 11 på denne aften at der endelig kom spænding ind i en match: Henrik var ude i en gyser over 5 sæt på dette tidspunkt. Desværre var marginalerne ikke på Henriks side sidst i kampen, og det blev til et 5-sæt nederlag, hvilket betød Frederiksværk havde taget en 6:5 føring på dette tidspunkt. En stærkt-spillende Kent kunne bringe status quo tilbage i stillingen ved at vinde sin match i 4 sæt. Dermed var der kun 2 kampe tilbage og scoretavlen ude på landet i Frederiksværk viste 6:6. Anders spillede en solid kamp hvor sejren aldrig kom i fare – dermed havde Virum taget en 7:6 føring på udebane. Og Robert kunne så hamre sømmet i kisten med en flot 4-sæt sejr, som betød Virum igen havde besejret Frederiksværk med 8:6 – samme resultat som lige før jul i Virum Arena.
MVP blev Kent med 3 vundne singler. Robert og Anders var tæt på at tage æren med 2 single sejre og 1 double sejr. Henrik måtte desværre køre hjem fra Frederiksværk uden sejre.
Alt ovenstående betød at Virum havde cementeret deres 3.plads. Et flot resultat for denne sæson hvor det blev til 11 holdsejre, 5 nederlag og 2 remis. Nu skal der nok snart holdes den velfortjente og berygtede afslutningsfest for sæsonen for Serie1-holdet, og så starter træningsfasen og transfervinduet for næste sæson.

Virum6: Serie2: Holdkaptajn Inga Merkyte
Virum6 skulle spille 2 kampe i denne uge – både hjemmebanekampen mod Hillerød (onsdag) og udebanekampen mod Mågevej United (torsdag). 8 forskellige spillere kom dermed i aktion. Om onsdagen var det hjemmekampen mellem vores Virum hold på 2.pladsen og Hillerød som ligger på en 3.plads med følgende holdopstilling: Morten Kjerulf, Mikkel Radoor, Leo Holm Olsen og Jonathan Kiel Jakobsen.
Det startede slet ikke godt for Virum – begge doubler blev tabt i 4 sæt (både Morten/Jonathan og Leo/Mikkel) – det var bestemt ikke planen 😊
Skulle Virum tabe den så vigtige 2.plads som giver mulighed for oprykning via playoff kampe?
Svaret var nej – da det lykkedes for Virumspillerne efterfølgende at vinde 11 ud af de 12 singler. Det blev dermed til en komfortabel 11:3 hjemmebanesejr, hvor det kun var Mikkel som måtte sande et nederlag.
Torsdagens udebanekamp mod bundholdet i rækken blev spillet af kaptajn Inga Merkyte, Robin Gachet, Siddharth Senthil og debutant August Mørkeberg.
Robin/Inga doublen vandt sikkert i 3 sæt, mens Sid/August måtte acceptere et 4-sæt nederlag. Derefter var styrkeforskellen tydelig, da Virum kunne vinde 9 ud af 12 singler. Robin og Sid vandt alle deres 3 singler, August kunne i sit debut vinde 2 ud af 3, og kaptajn Inga formåede også at hente 1 single sejr. Dermed var kampen vundet med 10:4 på udebane.
Alt ovenstående betød at man med 16 sejre og 2 nederlag ender på en 2.plads hvilket giver adgang til slutspillet samt kvalifikationsturneringen for oprykning til Serie1. Så der er stadig en del at spille for som det eneste af de 4 Seriehold. Så alle spillere som er tilladt at deltage i disse ”post-regular season” kampe skal stadig være fuldt fokuserede. Målsætningen er uden tvivl at vinde Slutspillet og dermed blive det bedste Serie2-hold på Sjælland og endnu vigtigere for klubben er en succesfuld deltagelse i kvalifikationsturneringen, da VSBTK ønsker og planlægger med en oprykning af dette hold.
Virum7: Serie3: Holdkaptajn Tue Dyekjær-Hansen
Erik, Ola og Tue skulle en tur til Hillerød for at afslutte sæsonens kampagne. Situationen var, at vi lå nr. 4 og skulle spille mod nr. 3 og ville snuppe 3. Pladsen hvis vi vandt.
Men det så vanskeligt ud, da de havde rækkens toplistespiller, som kun havde tabt en kamp. Til gengælde havde vi oprustet med Ola, der som debutant var et helt ukendt men spændende kort.
Desværre taber Erik/Tue doublen 3-1 – og det kunne blive dyrt siger erfaringen.
Ola møder rækkens bedste spiller i sin første kamp – velkommen til serie 3 – og taber. Heldigvis hiver Erik og Tue sejre i hus, så 2-2 efter første pas.
I andet singlepas vinder kun Erik, så vi er nede 4-3 før sidste pas. I 3. pas hiver Ola sin debutsejr hjem – men desværre kan Erik og Tue ikke følge op. Så det ender med et 4-6 nederlag og en 4. plads i rækken. Godkendt uden at være prangende. Men det skal da lige nævnes, at Erik ender som nr. 3 på toplisten.
VI ER KLAR TIL NÆSTE SÆSON – STÆRKERE OG MERE RUTINEREDE!

Seriestatistik for de 4 Serie-Virumhold:


