Virums Philip Kiel Jakobsen til sit første EYS stævne

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

European Table Tennis Union (ETTU) arrangerer adskillige mesterskaber og stævner rundt om i Europa hvert år. Måske har nogle af jer læsere netop set ETTUs Top16 mesterskab, som blev vundet af Alexis Lebrun. ETTU har også en serie af stævner for ungdom. Denne stævnerække hedder European Youth Series (EYS) og finder sted rundt omkring i Europa i løbet af året. Seneste stævne fandt sted i Kroatien i uge 6, og her havde en række danske spillere fundet vej, heriblandt Virums U15 landsholdsspiller Phillip Kiel Jakobsen.

Philip spillede både mixteam, double (Med Zakarias fra Brøndby) og single. Redaktionen fangede Philip kort efter at han landede i Danmark søndag aften.

Virum BTK: “Hvordan forberedte du dig mentalt og bordtennismæssigt op til stævnet i Kroatien?” Philip:Jeg tænkte ikke så meget over, hvordan det ville være dernede, inden jeg tog afsted. Men jeg trænede hver dag, både holdtræning i Virum og sammen med forskellige træningsmakkere. Desværre blev jeg syg ugen før jeg skulle afsted, hvilket betød at jeg havde flere dage, hvor jeg ikke kunne træne. Men jeg nåede nogle enkelte træningsdage og så stævne i Roskilde, hvor jeg stillede op i nogle svære rækker, for mentalt at indstille mig på at møde nogle dygtige spillere.

Virum BTK: “Hvad var du mest spændt på ift. at det var dit første EYS-stævne og dermed ‘et skridt op i niveau’? Philip: “Jeg var ret spændt på at møde andre på min alder, som har erfaring med at spille til EM og europæiske turneringer. Og jeg glædede mig til at se hvor mit niveau var i forhold til spillere som ligger i den bedre del af Europa“.