Seriehold 2025/2026
Skrevet af Christian Streit
Runde 13 ud af 18
Virum4: Østserie: Holdkaptajn Henrik Koch
Henrik Kochs Østseriehold skulle egentlig spille på udebane mod Greve2 i onsdags men kampen blev flyttet til 18.februar. Så det bedste for Virum i denne spillerunde var Amagers sejr over Roskilde, hvilket betyder Roskilde på den afgørende 8.plads ikke kom tættere på Virum i denne spillerunde.
Næste kamp er så en meget vigtig kamp for Henriks Østseriehold, nemlig lige præcis kampen mod Roskilde på kommende onsdag på hjemmebane. En ægte nedrykningsgyser, som dog også giver mulighed for at eliminere nedrykningsfaren, hvis Henriks hold kan beholde begge point i Virum. Men et nederlag til Roskilde vil nok betyde spænding til sidste kamprunde hvem der ender på den farlige 8.plads.

Virum5: Serie1: Holdkaptajn Christian Streit
Streits Serie1 hold skulle tage imod rækkens tophold fra Jægerspris. I efteråret havde Jægerspris besejret Virum med hele 12:2 – så det var en kæmpe opgave som ventede på kaptajn Streit og sit hold. Opbakningen kunne mærkes i hele omegnen. De mange Virum supporters ønskede sig intet andet på denne onsdag aften end at se om man i det mindste kunne udfordre rækkens tophold.
Kaptajn Streit havde valgt at stille op sammen med Kent Jensen, Christian Wieth og Gunni Rode.
Med en fyldt Virum-Arena kom Virumholdet stormende ud til doublerne og bragte både håb og tro på et lille mirakel frem i spillerne samt Virumfansene både i hallen og foran TV skærmene. Wieth/Kent doublen dominerede størstedelen af deres double og vandt overbevisende i 4 sæt. Streit/Gunni doublen var mere lige fordelt hvor sættene skiftevis blev vundet. Det blev faktisk 1., 3. og 5. sæt som blev vundet af den rutinerede Virum-double. Dermed havde Virum lidt overraskende sikret sig et fantastisk udgangspunkt til singlerne med en 2:0 føring. Skulle den stime med ingen pointtab i Virum fortsættes også i dag ”against all odds”?
I første runde af singlerne kom Jægerspris dog stærkt tilbage, hvor deres stærkeste spiller vandt sikkert i 3 sæt mod kaptajn Streit. Gunni tabte også sin match i 3 sæt. Dermed var stillingen 2:2. Kent vandt mod deres dårligste spiller i 3 sæt for at bringe Virum foran med 3:2. Den sidste kamp i første runde blev så en ren thriller for Christian Wieth. Kampen kunne have endt i Virums favør, men desværre blev 5.sæt tabt, hvilket betød en 3:3 stilling – kæmpe forskel i forhold til at være 4:2 foran på dette tidspunkt.
I anden runde skulle Kent så prøve at gøre noget ved Jægerspris stærkeste spiller. Og på trods af at Kent var rigtig godt med i kampen, blev det desværre alligevel til et 4-sæt nederlag. Dermed havde ligaens førerhold sikret sig deres første føring på denne aften med 4:3. Kaptajn Streit vandt så relativ sikkert mod deres dårligste spiller i 4 sæt, for at udligne stillingen til 4:4. Gunni tabte desværre også sin 2.match i 3 sæt, men denne gang var det langt tættere end det lyder, også fordi Gunni på et tidspunkt førte 10:4 i det ene sæt. Wieth var måske lidt træt efter 5-sæt nederlaget i første kamp, og det blev desværre et 3-sæt nederlag til Wieth i anden runde, dog alle 3 sæt med kun 2-point forskel. Dermed havde Jægerspris taget en 6:4 føring før de sidste 4 kampe, men Virum havde slet ikke givet op endnu, og der skulle stadig ske vilde ting i sidste runde.
Til at starte med måtte Gunni som forventet acceptere et 3-sæt nederlag mod deres stærkeste spiller som tidligere på aften også havde besejret Streit og Kent. Dermed var Jægerspris kommet foran 7:4 med 3 singler tilbage. Så der var stadig en chance for at undgå sæsonens første nederlag på hjemmebane selv om det første pointtab på hjemmebane nu allerede var en realitet. Kent gjorde sit for at sikre at der stadig var håb i de sidste 2 kampe ved at vinde sin match i 3 sæt. Dermed var føringen reduceret til 7:5, hvor kaptajn Streit stadig skulle spille en 50/50 kamp og Wieth stadig skulle spille mod deres dårligste spiller. Så der var lagt op til en Alfred Hitchcock afslutning:
Begge kampe skulle ende med at blive afgjort i 5.sæt – så det var super-tæt. Christian Wieth formåede at vinde sin kamp i 5.sæt, så det var op til kaptajn Streits 5.sæt om kampen ville ende 6:8 til Jægerspris eller 7:7. Det 5.sæt var tæt fra start til slut. Ved 10:9 havde kaptajn Streit matchbold, ved 10:11 havde modstanderen matchbold – begge kunne ikke afgøre kampen. Desværre vandt Jægerspris spilleren begge dueller ved 11:11, hvilket gjorde kaptajn Streit måtte gratulere Jægerspris for deres 6:8 sejr.
Virum var kun 1 bold fra at hente point mod Jægerspris! Selvom skuffelsen især hos kaptajn Streit og de mange Virumfans var gigantisk i de efterfølgende timer, var der også lidt stolthed at spore at man efter et ”blodbad” i efteråret på 2:12 på udebane, så kunne tage imod samme hold i Virum og spille lige op mod dem!
MVP blev endnu engang Kent Jensen med 1 double sejr samt 2 single sejre. Både Wieth og Streit vandt 1 double og 1 single, og Gunni kom på tavlen med doublen.
Næste kamp er så på udebane mod Team Egedal, som ligger på 2.pladsen. Dvs. kampen på kommende torsdag vil nok blive en stor mundfuld igen – dog formåede Virum i efteråret at besejre Team Egedal – men det var på hjemmebane. Som der kan ses i stillingen er der ikke meget at spille for mere – oprykningspladserne er trukket væk og afstanden til nedrykningspladserne er gigantisk med kun 5 kampe tilbage.
Virum6: Serie2: Holdkaptajn Inga Merkyte
Det var ikke kun Serie1 holdet som skulle møde rækkens tophold i denne runde, også Ingas Serie2 hold skulle møde op til topbraget i Serie2. Ingas hold på 2.pladsen skulle på roadtrip til Fredensborg for at møde holdet på 1.pladsen. Inga havde rystet posen en smule og valgte følgende holdopstilling til topbraget: Robin Gachet, Anders Stahl Eriksen, Jonathan Kiel Jakobsen og sæsondebut til Frederik Kristensen.
Kampen stod 1:1 efter doublerne (Anders og Robin vandt deres i 5 sæt, og de unge Jonathan og Frederik tabte deres i 4 sæt mod den stærkere double).
I singlerne var det så Virum som dominerede, hvor både Robin og Frederik formåede at vinde alle deres 3 singler. Anders tilføjede 2 single sejre og Jonathan 1 single sejr, hvilket betød at slutresultatet var en 10:4 sejr over Fredensborg som ikke havde tabt en eneste af de første 12 holdkampe.
Næste kamp er så på hjemmebane på kommende onsdag mod Greve – et hold som man tabte til i efteråret – så målet er at tage revanche for dette nederlag og fortsat sætte pres på Fredensborg som nu kun fører med 1 point. Fredensborg er udmærket klar over at Virum har vundet det interne opgør (6:8 nederlag og 10:4 sejr til Virum), så presset er nu virkelig på Fredensborg. Samtidigt er der nu fortsat 4 point ned til 3.pladsen, hvilket betyder chancerne for at i det mindste sikre sig de vigtige playoff kampe er stor.
Virum7: Serie3: Holdkaptajn Tue Dyekjær-Hansen
Virum7 skulle i onsdags spille en hjemmebane kamp mod Kildeskoven 3 med holdopstillingen: Tue Dyekjær-Hansen, Erik Ambjørn og sæsondebutant Kim Wolstrup.
Tue/Erik doublen bliver bedre og bedre, og det skulle også blive til en sejr i denne holdkamp. Marginalerne var på Virums side i denne 5-sæt match.
Desværre var Kildeskoven på dagen det bedre hold i de efterfølgende 9 singler. Det blev kun til 3 Virumsejre i disse kampe, hvor Erik vinder 2 ud af sine 3 singler, Tue tilføjer 1 sejr og desværre må Kim i sit debut tage hjem uden en single sejr.
Dermed var slutresultatet et 4:6 nederlag.
Næste kamp er så på udebane på kommende torsdag hos DTU.

Seriestatistik for de 4 Serie-Virumhold:


