Seriehold 2025/2026
Skrevet af Christian Streit
Runde 7 ud af 18
Virum4: Østserie: Holdkaptajn Henrik Koch
Henrik Kochs Østseriehold spillede i tirsdags en svær udebanekamp mod rækkens tophold Hillerød. Opgaven blev måske endnu hårdere, da både kaptajn Koch og rutinerede Karsten Flemin måtte melde afbud til kampen. Det betød kaptajn Koch valgte følgende holdopstilling: Niels Ramberg, Mathias Steen Kirchhecker, Felix Stahl Eriksen og debutant Philip Kiel Jakobsen.
Det blev som forventet en svær aften i Royal Stage. Virum blev sendt hjem med et 11:3 nederlag – det var kun Mathias/Felix doublen, 1 Felix single sejr og 1 Philip single sejr som fik Virum på scoretavlen.
Næste kamp er så på hjemmebane 26.november mod Frederiksberg, hvor en sejr er et krav.

Virum5: Serie1: Holdkaptajn Christian Streit
Efter sidste uges nederlag i København, skulle Virum5 – anført af kaptajn Streit – forsøge hurtigst muligt at komme tilbage på rette kurs mod Furesø på hjemmebane i Virum Arena i onsdags.
Med efterhånden mange års erfaring med holdkampe havde kaptajnen forsøgt at regne ud hvem Furesø mon ville bringe ind i den berømte eller måske nærmere frygtede Virum Arena. Det skulle senere vise sig at man aldrig kan være sikker på noget som helst!
Kaptajn Streit valgte at stille op sammen med Kent Jensen, Silas Bennike Herzog og Anders Stahl Eriksen. Furesø, som lå på 9.pladsen ud af 10 før kampen ankom med 3 reserver og kun 1 stamspiller for deres Serie1-hold. Virum var dermed allerede før kampen startede kæmpe favorit.
Kaptajn Streit/Silas vandt også klart i 3 sæt deres double, og kort tid efter havde Anders/Kent også vundet deres double (i 4 sæt), så Virum førte 2:0 før singlerne startede.
I første runde var det Kent som skulle møde deres stærkeste spiller, og det blev også tydeligt da Kent tabte første sæt – men derefter kom Kent stærkt tilbage og vandt de efterfølgende 3 sæt for en 3:0 holdføring. Silas, Anders og kaptajn Streit vandt alle mod reserverne i 3 sæt og dermed var stillingen skruet op til 6:0.
I 2.runde var det så Silas som skulle møde deres stjernespiller. Og det blev også 1 af de to 5-sæt matches på denne aften. I en tæt gyser kunne Silas dog trække det længste strå i sidste ende. Kent, Anders og kaptajn Streit vandt alle deres kampe i denne runde i bare 3 sæt mod deres reserver. Dermed var stillingen 10:0 før de sidste 4 singler.
I den sidste runde var det så kaptajn Streit som skulle spille mod deres stærkeste spiller, og det blev til en 4-sæt sejr for kaptajnen. Silas og Kent vandt begge sikkert i 3 sæt, og så i allersidste kamp på denne aften skulle Anders ud i 5 sæt mod én af deres reserver, men med hovedet skruet rigtigt på i de afgørende dueller, kunne Anders færdiggøre aftenens magtdemonstration og bringe slutstillingen til 14:0.
MVP blev kaptajn Streit som kun tabte 1 sæt på denne aften. Kent og Silas tabte 2 sæt og Anders 3 sæt.
Man kan måske godt forstå at fansene, der som sædvanligt var kommet fra nær og fjern for at bakke holdet op- glædede sig vildt over den overbevisende sejr – samtidigt med at de diskuterede om holdet mon med vilje lod fansene få en emotionel rutchebane-tur i denne sæson hvor der virkelig er kolossal forskel på de indkasserede resultater.
Man må nok også indrømme at standarden generelt er højere i år – og at det derfor er rigtig imponerende at holdet foreløbigt ligger på en flot 3. plads, kun et point bag 2. pladsen som både giver playoff kampe til Østserien samt slutspilskampe.
Næste kamp er så på udebane d. 26.november i Helsingør.

Virum6: Serie2: Holdkaptajn Inga Merkyte
Kaptajn Ingas Serie2 hold skulle i denne uge en tur til Albertslund (tirsdag). Kaptajn Inga havde igen valgt 2 seniorer og 2 ungdom til kampen. Det blev de erfarne spillere Morten Kjerulf og Erik Ambjørn og den unge energi fra Siddharth Senthil og Leo Holm Olsen.
Det skulle blive en yderst tæt kamp i Albertslund – heldigvis i sidste ende med et positivt udfald. Det blev til en 8:6 udebanesejr for Virum. Efter delte doubler (Morten/Erik vandt og Leo/Siddharth tabte), blev singlerne så vundet 7:5. Her kunne Leo sikre sig 3 sejre, Siddharth 2 sejre samt 1 sejr af både Erik og Morten. Så en god samlet holdindsats hvor alle kunne bidrage.
Næste kamp er så på hjemmebane d. 26.november mod Idræt Mågevej United.

Virum7: Serie3: Holdkaptajn Tue Dyekjær-Hansen
Holdkaptajn Tue stillede sig efter kampen tålmodigt foran pressen og havde følgende at sige:
”Der var topkamp i Serie 3 i Virumhallen hvor nr 1 og 2 skulle mødes. Både Egedal og Virum havde 4 sejre og en uafgjort i bagagen og ingen af holdene havde ønsker om inkasserer sæsonens første nederlag. Så der var lagt op til en intens aften.
Doublen bestod af Erik/Klaus, som har en god statistik – og også denne aften var det et godt team, der sikrede en relativ sikker 3-1 sejr. En vigtig start, da doublen tit er pointgivende i tætte kampe.
I først kryds røg vi ud tre 5-sætterere. Men det var kun Erik der hev en sejr i land, så 2-2 efter først kryds.
Andet kryds gik lidt hurtigere med tre 3-sætterer. Igen var Erik den eneste, den kunne hive en sejr i land. Nu så de kritisk ud, da vi var bagud 4-3 før sidste kryds – og Tue og Klaus endnu ikke helt havde ramt dagen.
I tredje kryds vandt Erik igen og Klaus inkasserede et nederlag, så nede 5-4 før sidste kamp skulle Tue ud i en afgørende kamp for at hive et point hjem. Heldigvis løftede Tue sit spil op på noget nær hans højeste niveau i lang tid og vandt, hvad der lignede en sikker 3-0 sejr – omend det ikke føltes sikkert inde ved bordet.
Så topkampen endte 5-5. Virum (og Egedal) er stadig ubesejret og Virum er et af tre tophold med 10 point. Næste kamp er mod det 3. tophold, Helsingør – en svær udebanekamp d. 26.november. Og så lovede vi at sende en personlig hilsen fra Klaus om, at det var en lorteaften, der bare skulle glemmes….Bordtennis er også passion og følelser.”

Seriestatistik for de 4 Serie-Virumhold:


