Der var bordtennis på programmet for rigtig mange af Virums bedste seniorspillere og ungdomsspillere i weekenden. På seniorsiden var 1., 2. og 3. division i gang om lørdagen.
Virum1 (1. division) var taget til Århus, nærmere betegnet i SISU-MBK’s lokaler i det centrale Århus. Virum1 lå inden lørdagens kampe rigtig godt til i toppen af rækken, som nr. 2. Selvom Virum1 var uden schweiziske Therry Miller og Sofus Andreasen, var det alligevel med optimisme at Virum1 gik til stålet. Med Christian Kongsgaard og Henrik Vendelbo som de to øverste på toplisten, er de som regel garant for sejre. Som reserve havde Virum1 valgt Morten Hasselbalch og Gustav Larsen. Selv hvis disse to reserver skulle gå uden sejre, er Christian og Henrik så stærke spillere, at point var ambitionen for dagen. Men som det tit er i de øvre rækker, ved man ikke hvad modstanderne byder ind med. Begge modstandere (SISU og B75) havde imidlertid styrket deres hold gevaldigt. SISU med to udenlandske spillere på godt over 2500 i rating og B75 med en meget stærk græker og en svensker.
Første kamp var mod SISU. Som nok ventet tabte Morten/Gustav doublen, og nok som ventet vandt Henrik/Christian. Kampen blev 8-4 til SISU, hvor Christian vandt 2/3, Henrik 1/2 og Morten og Gustav måtte sande at niveauet var højt. Morten leverede dog en hæderlig indsat mod svenske Isak Edwardsson, som Morten tabte knebent til i 5. sæt.
Anden kamp mod B75 blev yderst spændende. Begge doubler gik desværre til B75. Henrik/Christian havde ellers gode 3 matchbolde. Virum kæmpede dog bravt og særligt Henriks sejr over græske Efstathios Manalopoulos var meget stærkt. Grækeren har rangeret højt på verdensranglisten. Henrik vandt stærkt 3/3 kampe! Også Christian viste styrke og ikke mindst udholdenhed. Kristian havde spillet tre kampe i første holdkamp, men formåede alligevel at lukke tætte og vigtige kampe mod Bjarke Krog (3-1), Andreas Andersen (3-2), Isak Sundin (3-1). Morten leverede også en vigtig sejr. Over Bjarke Krog med en solid 3-0 sejr. Det betød at Virum fik kæmpet sig til en 7-7 stilling og Golden Set. Her var mange strategier muligt. Virum gik efter Henrik/Christian double, men landende på Henrik mod grækeren, som Virum også havde forudset og anså som en ok situation eftersom Henrik havde vundet tidligere i holdkampen. Men grækeren var yderst oplagt og velspillende. Han havde lagt en langt mere offensiv plan, som virkede solidt. 8-7 til B75 i holdkampen, men også vigtige point til Virum, som nu ligger nr. 4 i 1. division.
Virum2 (2. division). De øvrige divisionshold blev naturligvis ramt af afbud på Virum1, da Gustav og Morten var rykket dertil. Holdet her var imidlertid solidt med Christopher Normann, Kevin Zhou, Guilio Olivero og Frederik Vater Sørensen. Holdet var taget til velkendte lokaler i Hillerød. Det blev en meget tæt kamp mod netop Hillerød, hvor marginalerne ikke var med Virum2. Hillerød vinder 8-5, hvor doublerne fordeles mellem holdene, hvor Normann vinder 2/3, Kevin 1/3, Guilio 1/3 og Frederik 0/2. Anden holdkamp var på et meget stærkt CPH/Hvidovre hold. 8-1 til modstanderne hvor Kevin var eneste sejrherre. Over Erik Høier, som må siges at være en meget stærk sejr. Virum2 ligger nu sidst med 3 point. Nedrykningsspil er en realitet, så nu gælder det bare om at få så mange point med over i slutspillet som muligt.
Virum3 (3. division) stillede med Jesper Christensen, Felix Stahl Eriksen og Mathias Kirchhecker og svenske Frederik Bower, som til dagligt spiller i Malmö. Virum spillede i første holdkamp mod Herlev3. 8-3 til Herlev. Det siger ikke supermeget, da Virum tabte ikke mindre end tre femsætskampe. Felix og Mathias leverede en god indsats med hver en sejr. Jesper/Frederik stod for en double-sejr. I anden holdkamp mod CPH/Hvidovre blev det til 8-2 til CPH/Hvidvore, hvor Jesper leverede en god sejr over Oscar Devantier, og så tog Jesper/Frederik igen doublen.

