Serieholdene 2024/2025
Skrevet af Christian Streit
Kampuge: 14 ud af 18:
Virum4: Østserie: Holdkaptajn Henrik Koch
Holdkaptajn Henrik Kochs kommentar:
En fin kamp og et godt resultat (10:4) for VS BTK Østserien. Holdet spiller p.t. til en placering i den øverste halvdel og er klart bedre end i efteråret.
Greveholdet stillede stærkt op med Henrik (2200), Aslan (2136), Louise (2078) og Preben (1984).
Virum var topmotiveret ift at vinde flere point sammenlignet med efterårets kampe, hvor vi har været lidt præget at skiftende hold, og skader.
Doublerne 1 ud af 2 sejre:
Flemin og Koch vinder doublen. Den bedste double vi har spillet i år.
Oscar Alsted vinder 3 singler:
Oscar spiller meget fint og er gået klart frem taktisk og teknisk. Selv mod Henrik Nielsen og Louise, der er stærke i kontraspillet og gerne vil åbne med topspin, så er Oscar’s gode server, hurtighed, og evnen til at lægge pres med baghånden, kombineret med et hårdt forhåndsloop, en fin kombination. Når Oscar får mindsket fejlprocenten, lagt lidt mere taktik, og variation i spillet, så er det en kommende divisionspiller.
Frederik V. Sørensen vinder 2 singler:
Spiller en fin kamp, og har et godt tryk i spillet. Efter ski-ferien var vi lidt usikre på fejlprocenten sfa mere stive ben. Men Frederik var ikke langt fra at vinde 3 singler, og viser mod Louise at selv mod stærke blokerings- og kontraspillere, kan Frederik vinde duellerne. Preben spillede lidt over evne mod Frederik, men det er den spillestil Preben foretrækker. Når Frederik får løftet det taktiske niveau, og kan variere spillet endnu mere, så kan Frederik nå langt. Har allerede nu divisions-niveau.
Karsten Flemin vinder 2 singler:
Karsten spiller en fin kamp, og spiller sit spil stærkt. En tæt 5 sæts match mod Louise, hvor hun presser spillet, var seværdig. Rutinen sejrer heldigvis.
Kaptajn Henrik Koch vinder 2 singler
Spillet uden skader og brille issues, virker bedre. Vinder en tæt match mod Louise, der presser kontraspillet, men variationen i underskru og topspin er ikke det hun er bedst til. Taber til Nielsen i 4 lige sæt.
Næste kamp er udebanekampen mod topholdet fra Hillerød d. 26.februar, hvor Virum må vurderes til at være kæmpe underdog.
Virum5: Serie 1: Holdkaptajn Christian Streit
Holdkaptajn Christian Streit beskriver kampen således:
I onsdags skulle Virum5s ikoniske grønne bil med nummerpladen ”WERDER” en tur nordpå til Helsingør.”WERDER” lå ekstra let på motorvejen – for i bilen sad nemlig kun kaptajn Streit og Gunni Rode. Henrik Guldahl ventede på sine 2 Virum-holdkammerater i Helsingør. I disse tider med sygdom spredt ud over hele den danske andedam, måtte det jo på et eller andet tidspunkt også ramme førerholdet i Serie1. Følgelig måtte vi acceptere at vi startede kampen med kun 3 spillere og dermed var et stærkt Helsingør-hold allerede foran 4:0 før den første bold blev slået over nettet tæt på Kronborg Slot.
Kaptajn Streit valgte at stille op i doublen sammen med Gunni Rode. Det blev en meget spændende kamp som først blev afgjort i 5.sæt. Marginalerne var ikke på Virums side i de sidste dueller og en velspillende Helsingør double kunne besejre Virum-drengene i sidste ende som én af de første doubler i denne sæson. Dermed var stillingen 5:0 til Helsingør.
I den første runde af singlerne prøvede Virum5 så at starte et comeback med en 4-sæt sejr til Henrik Guldahl. Kaptajn Streit skulle igen spille mod en tidligere Virum-spiller med knopper, en spiller som kaptajnen havde besejret i efteråret i 5 sæt efter at have været bagud 0:2 i sæt. Deja vu stod på dagsordenen. Endnu engang kom Streit bagud 0:2 mod denne spiller, men kaptajnen kæmpede sig også denne gang tilbage og endte med at vinde kampen i 5 sæt. Dermed var Helsingørs føring nu kun på 5:2. Gunni Rode skulle så op mod endnu en spiller med knopper, noget som ikke lige just bringer det største smil frem på Gunnis ansigt. Og det blev da også til et 3-sæt nederlag for Gunni. Dermed førte Helsingør 6:2 efter den første runde af singlerne.
Henrik Guldahl måtte sande et 4-sæt nederlag i sin 2.kamp på denne aften. Gunni skulle så mod den spiller som Streit havde besejret i en tæt match tidligere, men knopperne på modstanderens ubarmhjertige bat var igen ikke Gunnis ”cup of tea”, hvilket betød et 3-sæt nederlag til Gunni. Dermed var holdkampen allerede tabt med stillingen 8:2. Kaptajn Streit kunne dog også besejre den 2. spiller med knopper på denne aften i 4 meget tætte sæt, og kunne dermed tage revanche for sin holdkammerat Gunni. Så var stillingen 8:3.
I sidste runde fik kaptajn Streit & Gunni så endelig lov til at spille mod spillere uden knopper. Men først var det Henriks tur til at prøve kræfter mod 1 af ”Knop-spillerne” Og selv om Henrik spillede en flot kamp måtte han desværre acceptere et tæt nederlag over 5 sæt. Dermed var stillingen 9:3. Også Gunni var ude i 5 sæt – nu endelig ikke mod knopper. Men desværre blev det til endnu et nederlag. Kaptajn Streit fik så muligheden for i sidste kamp at spille mod spilleren som Henrik havde vundet over tidligere på denne aften, og det blev da også til en klar sejr for kaptajnen i denne kamp i 3 rimelig hurtige sæt.
Dette betød et 10:4 nederlag i Helsingør. MVP var kaptajn Streit med 3 vundne singler, hvilket betyder at Streit fortsat ligger på 1.pladsen i toplisten med en lille buffer ned til 2.pladsen. I holdstillingen er det nu blevet virkelig spændende igen, da Roskilde samme aften kunne besejre Furesø med hele 13:1 Dette betyder at toppen i denne række er rykket sammen og nu fører Virum-drengene kun med 1 point foran Roskilde, og hhv. 3 og 4 point foran Helsingør og Hakoah. Efter 2 nederlang i træk for Virum (mod Hakoah og Helsingør), gælder det nu om at hente flest mulige point over de næste 3 kampe for at skaffe det bedst mulige udgangspunkt før den sidste kamp i sæsonen mod lige netop Roskilde – nok kampen som vil komme til at afgøre hvor guldet skal hen – Mon der kunne vanke Rådhuspandekager?– i hvert fald fra det lokale rådhus 😉 …..Næste kamp er hjemmebanekampen mod Greve d. 26.februar, hvor Virum vil være storfavorit.
Virum6: Serie 2: Holdkaptajn Inga Merkyte
Resultat: Virum6 vs Ballerup4 = 9:5
(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Merkyte)
Næste kamp: Allerød3 vs Virum6 (26.februar)
Virum7: Serie 3: Holdkaptajn Peter Zimmermann
Der var ingen kamp i denne uge for Virum7.
Næste kamp: Fredensborg1 vs Virum7 (20.februar)
Virumspillere Serie Statistik 2024/2025