Kampuge 15 ud af 18 for serieholdene

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Serieholdene 2024/2025

Skrevet af Christian Streit

 

Virum4: Østserie: Holdkaptajn Henrik Koch

Resultat: Hillerød3 vs Virum4 = 11:3

(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Koch)

Næste kamp: Virum4 vs Frederiksværk1 (5.marts)

 

Virum5: Serie 1: Holdkaptajn Christian Streit

Holdkaptajn Christian Streit beskriver kampen således:

Onsdag, d. 26. februar 2025 var dagen, hvor Virum5 skulle spille mod Greve på hjemmebane. Men selv om det var GREVER der kom, var det dog de foreløbige konger fra Virum5 der naturligvis var kæmpe favorit i denne kamp mod et af de 2 hold som står til nedrykning. Kaptajn Streit stillede op sammen med Robert Petersen, og så blev der også mulighed for at give endnu 2 youngsters deres debut på Seniorhold: Simon Torpe og Mads Hyldager. De 2 hold som kæmper om guldet i denne række skulle i denne uge begge møde et bundhold, så forventningerne var at Roskilde og Virum begge ville vinde deres kampe og Virum ville dermed tage det ene point føring med ind i de sidste 3 kampe i denne sæson, hvoraf jo den sidste kamp er det direkte opgør i Roskilde mellem de 2 tophold – måske en ægte guld-gyser helt til sidst.

Men først gjaldt det kampen mod Greve, hvor Kaptajn Streit/Robert doublen igen kunne sikre sig en klar sejr i 3 sæt. Den ”unge” double med Mads og Simon spillede flot bordtennis, men rutinen sejrede for Greve i 4 sæt. Dermed var stillingen 1:1 før singlerne.

 I den første runde af singlerne, kunne Simon i sin debutkamp vinde en flot 3-sæt sejr mod én af de 3 modstandere med knopper. Kaptajn Streit brugte også kun 3 sæt på sin sejr mod den næste spiller med knopper. Robert skulle så mod den tredje spiller med knopper og kom hurtigt bagud 0:2 i sæt; men kunne stadig i sidste ende vinde i 5 sæt. Mads fik så lov i første runde at starte ud mod deres formodentligt stærkeste spiller (dog uden knopper) og Mads vandt (som Simon) også sin første single på Seniorhold niveau. Mads sejr var i 4 sæt. Dermed var stillingen 5:1 og begge debutanter havde allerede bidraget med sejre. En glad Kaptajn Streit samt de mange tilskuere som havde trodset tæt tåge og fundet vej til Virum Arena var så klar til den 2.runde af singlerne sammen med resten af holdet.

Simon og Kaptajn Streit skulle så naturligvis igen op mod knoppe-spillerne, og endnu engang blev det til 2 sejre (Simon i 4 sæt, Streit i 3 sæt). Robert fik nu lov til at spille kampen i denne runde uden at møde knopper, og vandt en flot kamp i 4 sæt. Mads havde det svært mod de lange knopper fra den rutinerede Grevespiller og måtte sande et 3-sæt nederlag. Dermed var kampen allerede afgjort i 2.runde, da Virum nu førte 8:2 med kun 4 singler tilbage.

I den sidste runde af singlerne (hvor det så kun gjaldt egne statistikker) blev det til nederlag til begge youngsters, hvorimod både Robert og Kaptajnen kunne hente sejre i land. Dermed endte kampen 10:4, og Kaptajnen var glad for de 2 point samt at have haft muligheden for endnu engang at give debut til 2 youngsters som med gode resultater havde fortjent en senior holdkamp. Og begge klarede det helt fint – også i forhold til opførsel, hvilket er mindst lige så vigtigt for kaptajnen som et flot forhånd vinderslag eller en vundet kamp.

MVP blev Kaptajn Streit med 3 vundne single kampe plus 1 double (uden at tabe et eneste sæt på denne aften). Robert vandt også alle sine kampe men tabte 4 sæt i løbet af aftenen. Simon vandt 2 single kampe og Mads formåede at vinde 1 kamp.

I næste kamp på kommende onsdag (5.marts) på udebane forventes der langt mere modstand fra et stærkt og meget homogent hold – krydret med masser af erfaring -Frederiksværk. Og mon ikke Roskilde hepper på Frederiksværk, da Roskilde med deres forventede sejr i går kunne holde afstanden op til os på bare 1 point. Der er masser af spænding i toppen af rækken i år, og alt tyder på et ultimativt showdown 26.marts i Roskilde i sidste kamp i sæsonen mellem de 2 tophold, hvor guldet skal finde dets ejermand! 

Virum6: Serie 2: Holdkaptajn Inga Merkyte

Resultat: Allerød3 vs Virum6 = 3:11

(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Merkyte)

Næste kamp: Jægerspris2 vs Virum6 (13.marts)

Virum7: Serie 3: Holdkaptajn Peter Zimmermann

Resultat: Virum7 vs Jægerspris3 = 5:5

(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Zimmermann)

Næste kamp: Team Egedal3 vs Virum7 (4.marts)

Virumspillere Serie Statistik 2024/2025