Kampuge 12 for serieholdene

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Serieholdene 2024/2025

Skrevet af Christian Streit

Kampuge: 12 ud af 18:

 

Virum4: Østserie: Holdkaptajn Henrik Koch

Holdkaptajn Henrik Kochs kommentar:

Kampen mod Jægerspris endte 12-2 til Virum. Resultatet følger trenden i 2025. Holdet spiller bedre og vinder flere af de tætte kampe. 

Oscar og Frederik vinder doublen.

Frederik vinder 3 kampe suværent uden at afgive sæt. Oscar vinder 3 incl. 2 tætte 5 sæts kampe. Ikke mindst een kamp med 2 matchbolde imod sig. Flemin vinder 3 incl. een 5 sætskamp mod Klaus. Henrik vinder 2, taber til Klaus med lange knopper. 

Holdet bevæger sig nu mod midten af rækken, der er sæsonmålsætning, og vi har nu fokus på 2 hjemmekampe: Greve og Tølløse der bliver spændende.

Næste kamp er ude mod Helsingør2 (29.januar).

Virum5: Serie 1: Holdkaptajn Christian Streit

Holdkaptajn Christian Streit beskriver kampen således:

Med et kæmpe 5-point forspring ned til 2.pladsen i rækken, skulle Virum5 begynde i denne runde 12 ud af 18 at hamre sømmet en smule ind i kisten i forhold til at fjerne alt håb fra nogle af vores tætteste konkurrenter om stadig at kunne overhale os og tage ”vores vinderpokal” fra os. Chancerne var exceptionelt gode, da Werderbilen skulle en tur til Herlev i tirsdags og møde bundholdet i rækken. Kaptajn Streit valgte at stille op sammen med Robert Petersen, Felix Stahl Eriksen og Henrik Guldahl. Herlev havde faktisk med en 1995-spiller den næsthøjeste rating spiller i kampen (lige bag kaptajn Streit). De resterende 3 spillere lå omkring samme rating som kaptajn Streits udvalgte hold, så lige netop på den front lignede kampen en mere lige forestilling  end plads 1 mod plads 10 kunne tyde på.

Kaptajnen havde igen valgt den ubesejrede tyske double med Streit/Robert, og igen blev det til en klar 3-sæt sejr. Henrik/Felix skulle op mod de 2 stærkeste Herlev-spillere, og det blev også en tæt affære, men Virum-spillerne kunne i sidste ende sikre sig en 4-sæt sejr for at bringe stillingen til en 0:2 føring. Kaptajn Streit kiggede lige ind i ansigterne på nogle af de tilskuere der var mødt op og endnu engang kunne kaptajnen se de ansigtsudtryk som i denne sæson er blevet en gentagende fornøjelse for kaptajnen – nemlig et lettere fortvivlet blik med et touch af resignation 😊.

I første runde af singlerne fortsatte Virums momentum, da både Felix (i 3 sæt) og Henrik (i 4 sæt) kunne vinde deres kampe. Dermed var føringen skruet op til 0:4. Robert skulle så op imod deres stærkeste spiller, og selvom Robert var med i alle sæt, måtte Virum-spilleren sande et nederlag i 4 sæt. Men kaptajn Streit kunne med sin 3-sæt sejr genetablere 4-point føringen, så stillingen var 1:5 efter de første 4 singler.

I anden runde af singlerne var det så igen Felix som kunne sikre en 3-sæt sejr for en 1:6 føring. Henrik førte 2:0 i sæt, men så kom Herlev-spilleren stærkt tilbage og vandt de efterfølgende 3 sæt for at reducere holdstillingen til 2:6. Robert vandt sin kamp i 4 sæt for en 2:7 føring. Og så var det tid til kampen mellem de 2 højst-ratede spillere. Kaptajn Streit var igen som i sidste uge i en situation hvor en sejr ville betyde holdsejren og endnu engang kunne kaptajnen besejre modstandernes bedste spiller. Denne gang i 4 sæt. Dermed var holdkampen vundet, da stillingen var 2:8 før de sidste 4 singler.

Det blev til en klar 3-sæt sejr for Streit i sin sidste kamp. Henrik skulle så mod deres stærkeste spiller og Henrik formåede at bringe kampen ud i 5 sæt. De sidste mange 5-sættere havde Henrik tabt men nu var det Henriks tid til at ”shine”. Og med et flot 5.sæt kunne Henrik besejre deres stærkeste spiller. Robert var også ude i en 5-sætter, og også her trak Virum det længste strå. Dermed var stillingen 2:11. Felix skulle så afslutte aftenen men havde det svært mod en velspillende spiller fra Herlev med en død belægning på baghånden. Det endte lidt overraskende med et 5-sæt nederlag til Felix.

Dermed var slutresultatet 3:11 – og endnu en Virum5-sejr. MVP blev holdkaptajn Streit som var den eneste med udelukkende sejre på denne aften.

Næste kamp er mod et meget stærkt Hakoah hold på kommende onsdag 29.januar; ulempen for Hakoah er at kampen bliver spillet i den frygtindgydende Virum Arena som før har set stærke modstandere få drastiske gummiben – nærmest allerede på parkeringspladsen ved ankomsten…

Virum6: Serie 2: Holdkaptajn Inga Merkyte

Resultat: Virum6 vs Furesø3 = 9:5

(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Merkyte)

Næste kamp: Helsingør4 vs Virum6 (29.januar)

Virum7: Serie 3: Holdkaptajn Peter Zimmermann

Resultat: Hillerød7 vs Virum7 = 9:1

(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Zimmermann)

Næste kamp: Virum7 vs Esrum2 (29.januar)

Virumspillere Serie Statistik 2024/2025

Pre-Season forventninger til Virums fire Seriehold

Virum4 er Østserie-holdet med målsætningen om en top-4 placering efter oprykningen fra Serie1 til Østserie sidste sæson.

Virum5 er Serie1-holdet med målsætningen at forblive i Serie1 – dermed samme målsætning som sidste år, hvor målet blev opnået – dog dengang med en del hjælp fra diverse spillere som normalt spiller på langt højere niveau. Yderligere, ønskes der at indarbejde flere ungdomsspillere i denne sæson for at hjælpe deres udvikling.

Virum6 er Serie2-holdet med målsætningen om at kæmpe med om oprykning, efter de var meget tæt på at klare det allerede sidste sæson. Yderligere, ønskes der at indarbejde flere ungdomsspillere i denne sæson for at hjælpe deres udvikling.

Virum7 er Serie3-holdet med målsætningen om at ligge i midten af rækken efter oprykningen fra Serie4 til Serie3 sidste sæson.