5. runde hos serieholdene

Morten Hasselbalch Ukategoriseret Skriv en kommentar

Serieholdene 2024/2025

Skrevet af Christian Streit

Pre-Season forventninger til Virums fire Seriehold kan findes nederst i denne post !

 

Kampuge: 5 ud af 18:

 

Virum4: Østserie: Holdkaptajn Henrik Koch

Resultat: Greve2 vs Virum4 = 9:5

(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Koch)

Næste kamp: Virum4 vs Hillerød3 (20.november)

 

Virum5: Serie 1: Holdkaptajn Christian Streit

Holdkaptajn Christian Streit beskriver kampen således:

Efter en sæsonstart som helt klart var langt bedre end forventet (med 3 sejre og 1 remis), skulle man nu i hjemmekampen i en komplet udsolgt Virum Arena i onsdags mod Helsingør3 forsøge at besejre et hold som indtil videre lå i den nederste del af rækken – en holdsejr og et samtidigt pointtab fra Furesø ville give 1.pladsen efter runde 5 til Virum. Helsingør3 må dog vurderes til at blive langt stærkere i resten af sæson, da Helsingør1 er blevet trukket. Dermed vil naturligvis hold fra Helsingør2 og nedad blive forstærket markant. Derfor var det vigtigt at hente en sejr før diverse Helsingør-spillere må rykkes nedad. Kaptajn Streit havde oprindeligt valgt at stille op  sammen med Robert Petersen, Mathias Steen Kirchhecher og Christian Wieth. Da Østserieholdet så havde behov for en ekstra spiller, gav holdkaptajn Streit Christian Wieth muligheden for at hjælpe Østserien. Som erstatning blev Gunni Rode hentet ind. Desværre blev så Gunni Rode syg, og så måtte kaptajn Streit lede videre og dette gav så pote ved at tilføje debutant Felix Stahl Eriksen til holdopstillingen.

Kaptajn Streit valgte doublerne således at Virum stillede med de ”unge” (Mathias og Felix) og ”tyskerne” (Robert og Streit). Tyskerne gjorde det brutalt ondt mod danskerne fra Helsingør ved at vinde klart i 3 sæt. Da ungdomsspillerne Felix og Mathias også kunne vinde deres double (i 4 sæt) var udgangspunktet i Virums favør med en 2:0 føring før singlerne.

I første runde af singlerne skulle Felix og Robert i kamp først. Robert sikrede Virum en stærk 4-sæt sejr for en 3:0 føring. Felix var ude i en thriller af en bordtenniskamp. I største delen af kampen tydede alt på at Felix ikke ville kunne vinde mod en rutineret spiller med knopper. Men Felix kæmpede med alt han kunne byde ind med og formåede at hente en 5-sæt sejr i land i sin første single for Serie1 holdet. Dermed var føringen 4:0. Både Mathias og kaptajn Streit cruisede efterfølgende begge til 4-sæt sejre for en komfortabel 6:0 føring.

I anden runde af singlerne var det så både Felix og Robert som begge kunne vinde deres kampe i 4 sæt, hvilket sikrede holdsejren tidligt på aftenen med en 8:0 føring. Mathias skulle også på denne aften ud i en 5-sæt match, og igen kunne Mathias vinde den for en 9:0 føring. På dette tidspunkt var fokus røget over på individuelle statistikker, og med indtil videre 13 ud af 13 single sejre for kaptajn Streit skulle der ikke ændres på denne winning percentage. Men Streit kom bagud 0:2 i sæt mod en velspillende tidligere Virum-spiller. Kaptajnen vandt så 3. sæt, men kom bagud stort i 4. sæt og havde endda 3 matchbolde mod sig – skulle den 100% winning record slutte i dag for kaptajnen? Nej – fordi Streit formåede at vende 4.sæt og i 5.sæt blev det til en klar sejr. Dermed var stillingen 10:0.

I sidste runde af singlerne vandt kaptajnen sikkert i 3 sæt – Robert holdt også sin 100% winning record i denne sæson med en 4 sætsejr (nu 6 ud af 6 i Serie1). Dermed var stillingen 12:0. Felix var ude i en vild 5-sæt match, som igen blev vundet af Virum. Dermed nu 13:0 og Felix havde på sin debut vundet alle sine kampe – stort tillykke, Felix ! Stillingen var 13:0, og så orkerede den sidste Helsingør spiller ikke mere, så Mathias blev indtastet som vinder uden at spille sin sidste single. Dermed en 14:0 sejr til Virum5 – dette er nu 2 hjemmebanekampe i træk at Virum5 sammen med Virum fansene tværede modstanderne ud med et 14:0 slutresultat.

Med denne sejr kom Virum5 op på en 1.plads i rækken (Furesø spillede 7:7 mod Roskilde). Det må dog siges at vi endnu ikke har spillet mod nogle af de stærkeste hold i rækken (Furesø, Roskilde og Frederiksværk). Men i forhold til sæsonmålet ikke at have noget med nedrykningen at gøre i denne sæson, må det forventes at sæsonstarten allerede HAR sikret dette mål hvis ikke der sker noget helt vildt i de resterende 13 runder….

Næste kamp er onsdag d. 20 november på udebane i Greve.

Virum6: Serie 2: Holdkaptajn Inga Merkyte

Resultat: Ballerup4 vs Virum6 = 7:7

(Det var desværre ikke muligt at få en kommentar fra kaptajn Merkyte)

Næste kamp: Virum6 vs Allerød3 (20.november)

Virum7: Serie 3: Holdkaptajn Peter Zimmermann

Grundet Peter Zimmermanns ferie var det igen Tue Dyekjær-Hansen som var kaptajn for Virum7 for kampen i onsdags hjemme mod Fredensborg1. Tue havde følgende statement til kampen:

Så gik den ikke længere. Serie 3 holdet måtte erkende sit først nederlag i seriespillet siden holdstarten i september 24.

Som sædvanen byder sig tabte vi doublen efter at have ført stort i 4. Sæt og foran 2-0. Det var endda med en ny konstellation, men lige lidt hjalp det. Da vi også tabte alle kampe i første kryds, så det svært ud med en 0-4 situation. Men vi kommer stærkt igen og vinder 2 i andet kryds og får lidt håb med en 2-4 stilling. Men vi kan bare ikke knække dem og de tager 2 sejre i 3. kryds og vinder 7-3.

Den efterfølgende analyse konkluderer, at de var en tand sikrere end os i det åbne spil, så der er noget at arbejde med – men det kommer nok med træningen. Mere kritisk var det, at vi ikke er gode nok til afgøre bolden, når vi har spillet os op til en vinder – vi misser for mange oplagte chancer….Træningsbordet venter…

Næste kamp er på udebane 19.november mod Jægerspris3.

Virumspillere Serie Statistik 2024/2025

Pre-Season forventninger til Virums fire Seriehold

Virum4 er Østserie-holdet med målsætningen om en top-4 placering efter oprykningen fra Serie1 til Østserie sidste sæson.

Virum5 er Serie1-holdet med målsætningen at forblive i Serie1 – dermed samme målsætning som sidste år, hvor målet blev opnået – dog dengang med en del hjælp fra diverse spillere som normalt spiller på langt højere niveau. Yderligere, ønskes der at indarbejde flere ungdomsspillere i denne sæson for at hjælpe deres udvikling.

Virum6 er Serie2-holdet med målsætningen om at kæmpe med om oprykning, efter de var meget tæt på at klare det allerede sidste sæson. Yderligere, ønskes der at indarbejde flere ungdomsspillere i denne sæson for at hjælpe deres udvikling.

Virum7 er Serie3-holdet med målsætningen om at ligge i midten af rækken efter oprykningen fra Serie4 til Serie3 sidste sæson.