Så blev der endelig i weekenden taget hul på Drengeligaen og Juniorligaen 2024-25.
I Drengeligaen har Virum to hold med. Virum1 i dag bestod af spillerne Silas Herzog, Frederik Kristensen, Simon Torpe og Linus Lind Thomsen. Holdet startede søndag formiddag ud mod Roskilde BTK. Det blev en tæt holdkamp, hvor alle kræfter skulle bruges. Holdene tager en double hver, hvorefter Virum kommer godt fra start i singlerne, med tre i streg. Alle de fire første singler var tætte, hvor Frederik vandt 3-2 over Elias Skajem, Silas 3-2 over Felix Vural og Simon 3-1 over Philip Rasmussen. Den sidste single gik til Roskilde, hvor Linus måtte se et 3-2 nederlag i øjnene. Frederik og Silas byttede modstandere og vandt igen flotte sejre, herefter måtte Simon tage et nederlag, hvorefter Linus stærkt kom på tavlen med en sikker 3-0 sejr. Her var stillingen 7-3 og det så godt ud. Men Roskilde gjorde modstand og pressede Virum1 til det sidste, men det endte med en stærk sejr til Virum1 med 8-6. I anden holdkamp på dagen var modstanderen Amager BTK1. Det var lidt spændende hvem de stillede med der, da Amager BTK har mange gode årgang 2010-spillere. Den stærkest Amager-spiller var på dagen Hans Lerche, som sikrede tre ud af de fire sejr de fik. Virum viste styrke og tog resten – igen en god sejr på 10-4 og rigtig godt start på sæsonen, hvor Virum topper pulje 1.
Virum2 spillede også to holdkampe søndag. Mod henholdsvis CPH Bordtennis og Brøndby. Virum-holdet spillede med Mikkel Radoor, Leo Holm Olsen, Julius Bach Fredensborg og Siddharth Senthil. Mod CPH Bordtennis kom Virum godt fra start med sejr i begge doubler. Henholdsvis 3-1 og 3-2. Ud af de næste fire singler, tog Virum tre sejre og stillingen var 5-1. Virum fortsatte den gode stil og vandt første holdkamp 10-4. Brøndby var en lidt sværere modstander med bl.a. ungdomslandsholdspillere Zacharias Al-Moalem på holdet. Doublerne blev her afgørende, hvor Virum tabte begge 3-0. Virum ydede deres bedste og tabte 9-5. En sejr og et nederlag og Virum2 ligger fint nr. 3 i pulje 2.
Virums juniorligahold kom også godt fra start. Holdet der stillede til start søndag morgen i Virums kælder var Theodor Rode, Kevin Zhou, Felix Stahl Eriksen og Mathias Steen Kirchhecher.

Første modstander var OB. Et godt hold med bl.a. Gustav Højslet på holdet. Efter en lige fordeling af doublerne mellem holdene, stak Virum af med tre single-sejre i streg. Drengene fortsatte med godt spil og fokus og hev en sikker 10-4 sejr hjem. Samme mønster var gældende mod Hillerød, som Virum mødte søndag eftermiddag. Her vandt Virum begge doubler og de efterfølgende tre singler. Kun Hillerøds Simon Ørding formåede for alvor at drille Virum-spillerne med to sejre. Theodor Rode satte dog en stopper for Simons sejrrække med en 3-1 sejr. Med to sikre sejre topper Virum pulje 1 i Juniorliga.