Gode præstationer i ØBTU’s ungdomsholdturnering

Thomas Ismiris Ukategoriseret Skriv en kommentar

Gode præstationer af Virum ungdom i den regionale ØBTU turnering 

Corona virussen raser hen over landet og der er blevet stille i træningslokalet i Virumhallen. I denne uge besluttede bestyrelsen i Bordtennis Danmark at annullere de resterende kampe i alle turneringer og gøre den nuværende stilling til slutningen for sæsonen 2019/20 (læs mere her)

Dermed er årets regionale ØBTU turnering også slut og det er tid til at se tilbage på ungdomsholdenes præstationer. 

Som altid kan vi konstatere at klubbens hold har leveret gode præstationer og repræsenteret klubben på bedste vis. 

Der har været en del nye spillere med i år, og det er godt at se, at flere synes at det er sjovt at være med på et af klubbens hold og bidrage til at nå et resultat sammen med andre klubkammerater i en hel sæson. 

I år havde seks (6) hold med i henholdsvis Ungdom over 12 år og Ungdom under 12 år. 

I begge aldersgrupper deltog vi med 2 hold (Virum1 og Virum2) i den bedste række (A), mens vi havde et hold (Virum3) med i henholdsvis C-rækken (Ungdom over 12) og B-rækken (Ungdom under 12). 

Nedenfor er en kort beskrivelse af de enkelte holds præstationer 

I Ungdom over 12 år vandt Virum 1 (Frederik Vater Sørensen, Casper Nortoft, William Rasmussen) fortjent A-rækken. De viste suverænt spil i hele sæsonen og præsterede at vinde 89 ud af 100 kampe i de 10 runder (9 matchsejre og 1 uafgjort), som blev afviklede. Det var 2 kampsejre mere end Brøndby 1, som var deres tætte rival i hele turneringen. William Rasmussen blev en flot vinder af toplisten med 29 sejre i 30 kampe, med Frederik (25 af 30) og Casper (21 af 24) på henholdsvis på en 5. og 7. plads. 

Virum2, som i år bestod af Jens Kalmberg, Emma Vendelbo, Oskar Jannings og Teodor MacAulay, viste i mange matcher flot spil, men mange gange rakte det ikke helt til sejr, hvorfor de endte på 6. plads, men absolut potentiale til at kunne have sluttet højere, hvis turneringens sidste fire runder var blevet afviklet. 

Virum 3 (Mikkel Konieczny, Jack Yin, Axel Willerup og Silas Janholt) bestod primært af spillere, som var rykket op i den nye aldersgruppe, havde en udfordrende turnering, hvor de kom i kamp mod en række ældre spillere. Generelt gjorde drengene det godt og sluttede på en beskeden 7. plads i rækken, men det skal dog konstateres at Mikkel Konieczny sluttede på en flot 6. plads på toplisten med 22 sejre i 36 kampe. 

Som sagt havde vi Ungdom under 12 år også to hold med i A-rækken. Her skulle rækkens vinder findes mellem to hold – Virum1 (Christian Broch, Theodor Rode von Essen, Flilip Dahlerup, Mads Hyldager) og Hvidovre Bordtennis 1, som begge var suveræne i tuneringen med 11 ud 12 sejre i turneringen. Desværre manglede Virum1 to (2) kampsejre i at få 1. plads i rækken. Drengene viste dog flot spil i hele sæsonen og tingene var måske endt anderledes, hvis alle runder var blevet spillet. Et kig på toplisten viste også flotte præstationer. Her toppede Thedor (se billede) suverænt 1. pladsen med 30 sejre i 30 kamp. FLOT… Ligeledes viste Mads godt spil hele sæsonen og endte med en 5. plads på listen. 

Virum2 (Gustav R. Hansen, Sebastian Overgaard, Kevin Minrui Zhou og Emil Hasselbach) var bedst blandt de resterende hold i rækken, og endte på en flot 3. plads i rækken. Alle spillere bidrog flot til denne placering, som må siges at være absolut godkendt. 

Afslutningsvis havde vi Virum3 (Emil Haupt Brar, Mads Dejgaard, Viktor Filip Rando og Kalle Fisker) med i B-rækken, som var en svær udfordring for de unge spillere, hvor det var første gange for mange af spillere at spille med i en holdturnering. Det blev desværre ikke til så mange sejre, men sikkert masser af erfaringer, som kan bruges i den kommende sæson. Dog skal det nævnes, at Viktor Rando sluttede på en flot 2. plads på Toplisten med 29 sejre i 33 kampe. 

Ja – det var en opsummering af årets regionale ØBTU holdturnering, som desværre sluttede lidt for tidligt i år. Vi glæder os allerede til den nye sæson, og forhåbentlig begynder boldene snart igen at flyve rundt nede i kælderen og vores unge spillere samles til træning og socialt samvær i en af Danmarks bedste bordtennisklubber – Virum Sorgenfri Bordtennisklub.  

/John