Slutspilsweekend for drengedivisionen

Casper Heinig Ukategoriseret 1 Comment

Virums drengedivisionshold har længe set frem til slutspillet, og i denne weekend skal det endelige slag slås om danmarksmesterskabet for hold i drengerækken. Afgørelsen skal finde sted i Odense, og følgende seks hold er nået frem til finalekampene:

Vestdanmark
OB
Silkeborg BTK
Odder IGF

Østdanmark
Virum BTK
Hvidovre Bordtennis
Hillerød GI

Som udgangspunkt vil man i slutspillet forsøge at matche hold fra Vestdanmark mod Østdanmark, men afhængig af resultaterne kan Virum komme til at spille kampe mod både Hvidovre og Hillerød – drengene håber selvfølgelig først og fremmest at få muligheden for at prøve sig af mod de stærke klubber fra Vestdanmark, som de ikke tidligere har spillet mod i sæsonen.

For enkelte klubber er resultatet afgørende for, hvor mange penge man får i tilskud fra kommunen, og kampene vil dermed blive fulgt med interesse. Virums hold kæmper imidlertid udelukkende for æren, hvilket ikke gør vores drenge mindre sultne end modstanderne. Fokus for Virum BTK er imidlertid mere på udvikling end resultater, hvilket også gør, at Virums profil og top12 vinder fra drengerækken, Theo Dyekjær, spiller i juniordivisionen og dermed ikke kan hjælpe i denne sammenhæng.

Umiddelbart er OB favoritter til at hjemtage titlen. OB vandt kreds 2 og har det stærkeste hold set ift. rating, hvor bl.a. Noah Hvid spiller, som fører ratinglisten for drenge. Odder IGF har også to formstærke spillere, der netop har stået på skamlen som nr. 1 og nr. 3 til Danmarksmesterskabet i single for yngre drenge, hvoraf danmarksmesteren igen stod på skamlen til Danish International i Cadet Boys, der svarer til drengerækken.

Generelt er slutspilsfeltet stærkt, og Virum ligger solidt placeret i midtergruppen set ift. rating. Holdet har ingen profiler, men holdet er stjernen, og bredden skal sikre det gode resultat. I sidste sæson vandt holdet kun en kamp ud af 10 i drengedivisionen og var langt fra slutspillet. Det er derfor en imponerende rejse og udvikling drengene har taget på kun ét år.

Holdet får ud over forældre, energibarer, pølsehorn m.m. også følgeskab af en coach på dagen, hvor Thomas Ismiris har prioriteret tiden til at give drengene de bedste betingelser – 1.000 tak for det.

Tilbage er derfor at krydse fingre for, at Malte, Sofus, Lucas og David får en forrygende oplevelse og nogen gode kampe både lørdag og søndag.

Hep hep Virum BTK!

Comments 1

  1. Så er det bare med at nyde det hele, turen,samværet og glæde sig til at spille, også glæden når I spiller og så har I fået en Coach med som er en af Klubbens bedste til det, nemlig Isser, eller Thomas Ismiris. Så er der bare dømt TJJØØPP over hele Weekenden fra Styre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.