Ungdomsholdene – hvordan går det?

Tue Dyekjær-Hansen Ungdomsafdelingen Skriv en kommentar

Vi er nu halvvejs gennem turneringen, så lad os se hvordan landet ligger med ungdomsholdene og hvor der er medaljechancer. Og måske også lige nævne, hvem der har været stabile nok til at spille sig ind på top-3 på toplisten i de enkelte rækker.

Virum er jo landets største klub på ungdomssiden med intet mindre end 11 ungdomshold. Det er en markant udvikling i forhold til sidste sæson, hvor vi havde 6 ungdomshold. Med så mange hold er der naturligvis også mange hold, der har medaljechancer, som man kan læse nedenfor.

Puslinge

Vi har sørme to puslingehold med i år, der ovenikøbet stiller op i samme række (Puslinge dr B, Kreds 44). Det ene hold, har lagt sig på en delt 1. plads med 4 sejre ud af 4, så det ser lovende ud. Det andet hold har  stadig den første sejr til gode.Men det skal nævnes, at det har været ramt at et par afbud, så de første point ligger nok lige om hjørnet. Under all omstændigheder er det godt at se, at vi har to puslinge hold med i år; det lover godt for fremtiden.

På toplisten har Virum pt sat sig på første og andenpladsen med Theodor Mac Auley og Emma Vendelbo. Godt gået.

Yngre drenge (Ungdom under 12)

Virum 1 stiller her op i B-rækken (kreds 42) og her har de unge spillere lagt sig på en klar førsteplads med 6 ud af 7 sejre, så det lugter af metal. Endvidere har Kasper Bronnee Møller sneget sig ind som nr 3. på toplisten.

Virum 2 er med i C-rækken (kreds 43) og ligger nummer 4. Nr 1 og 2 er stukket af, men med lidt held kan Virum snige sig op på tredjepladsen, hvor de pt kun er et point efter. William Teilum har ikke sneget sig ind på top 3, men har han gjort det rigtigt flot med 11 ud af 12 sejre.

Drenge

I drengerækken er Virum stærkt repræsenteret med 2 hold i Drengedivisionen.

Virum 1 ligger på andenpladsen efter suveræne Hillerød, men det skal gå meget galt hvis de ikke spiller sig i top tre og slutspillet. På toplisten indtager Phillip 2. pladsen, mens Gustav også har været medvirkende til succesen med 7 ud af 8 selvom han ikke figurerer på top 3.

Virum 2 som består af ganske unge spillere ligger pt nr 4, men kun et point efter Roskilde og en slutspilsplads.

Pige

Virum har faktisk også et pigehold med i år for første gang i lang tid. De har dog endnu ikke spillet kampe, så det er svært at sige hvor de ligger. Men det skal blive spændende at følge dem i forårssæsonen.

Junior (Ungdom over 12)

Virum er her stærkt repræsenteret med intet mindre end 4 hold.

Flagskibet her er Juniordivisionsholdet, som pt ligger på 2 pladsen, der netop giver adgang til det forjættede slutspil om medaljer. Martin har lagt sig sikkert på 1 pladsen på toplisten.

Virum 1 er med i A-rækken (kreds 36). Virum indtager andenpladsen a point med Ejby på førstepladsen. De fire første hold ligger meget tæt, og det ser ud til at blive en hård og tæt kamp om medaljerne i denne række. Ingen fra Virum ligger på top 3, men både Emil og Mia har gjort det godt og derved sikret den fine placering i efteråret.

Virum 2 spiller i B-rækken (kreds 37). Virum stiller her med et relativt ungt hold og ligger her på en 4. plads, men a point med nr 2 (og nr 5). Roskilde er stukket af i toppen, men de fire næste hold kommer til at kæmpe hårdt om 2 pladsen. Det bliver spændende at se om det er Virum, der kan sætte den bedste slutspurt ind og snuppe medaljerne.

Virum 3 spiller i C-rækken (kreds 39) og har lagt sig på en komfortabel 2 plads, så det tegner lovende for medaljechancerne. Ingen Virum spillere på top 3, men alle ligger dog på top 8, så det er et stabilt og velspillende hold.

 

Med så mange hold kan det også være svært at holde rede på de forskellige hold og spillere; men man kan selvfølgelig finde links til bordtennisportalen for alle holdene på Virums hjemmeside (virumbtk.dk), hvis man vil dykke endnu mere ned i alle de enkelt kampe, spillere, sætcifre etc.

Godt nytår til alle med ønsker om en god forårssæson.

Tue